Mit liv i USA: september 2012

I weekenden d. 21-22. september var vi en tur i West Point som er en by en times kørsel nord for NYC. I byen ligger USMA - United States Military Academy som eftersigende er den største og mest kendte militær base i USA. De to gymnastisksale vi skulle spille i tilhørte da også skolen så derfor skulle der vises ID for at komme ind på basen. Ikke et helt dårligt sted at spille håndbold når alle går rundt i uniform! Vi ankom ved midnat fredag aften efter 4 timers køretur og spillede kampe om lørdagen. Vi vandt første kamp, tabte den næste og vandt lige præcis den tredje. Det resulterede i at vi kom i finalen og skulle spille mod det hold vi allerede havde tabt til en gang. Vi tabte desværre igen så det blev til en andenplads, men det var vi også noget stolte af efter kun at have haft en enkelt træning sammen, inden. Vi spillede de tre sidste kampe med 5 minutters pause imellem, da de kun havde hallen åben til et bestemt tidspunkt, så vi var noget brugte i den sidste kamp. Vinderne blev Carolina som sjovt nok havde tre danskere med på holdet. Jeg blev ny straffekastskytte efter at blive sat til at skyde to straffe som begge blev udnyttet. Jubii :)

Selvom der er mange gode spillere her, både fra europa, men også fra USA, så kan niveauet ikke måle sig med europæisk håndbold, men de er nu godt med. Og interessen for sporten vokser stille og roligt så en dag skal de nok kunne konkurrere med ved OL. Det var super fedt endelig at spille kampe igen og give sig fuldt ud på en rigtig håndboldbane med linjer, harpiks og det hele ;-)

Har tænkt lidt over om jeg vil fortsætte med at skrive blog da jeg nu har passeret et år i Boston, eller et år hjemmefra som jeg siger istedet, når jeg længtes hjem. Før jeg skulle af sted havde jeg slet ikke overvejet muligheden for at forlænge, men da jeg så skulle tage stilling til det i foråret var valget ikke så svært. Jeg var ret sikker på at jeg ikke havde lyst til at starte på uddannelse i sommeren 2012 – Jeg anede slet ikke hvilken retning jeg skulle tage. Så valget stod altså mellem at tage hjem og finde arbejde i Danmark for et år, eller forlænge mit au pair ophold i Boston og dermed få endnu flere oplevelser, møde flere mennesker og forbedre mit engelsk endnu mere. Jeg valgte det sidste da jeg nok aldrig får muligheden for at gøre det igen.

Spørgsmålet om at skifte til en anden familie, et andet sted i landet strejfede mig faktisk slet ikke. Jeg er kommet til at holde meget af min værtsfamilie og byen, så hvis jeg forlængede skulle det uden tvivl være den samme familie. Heldigvis var de også interesserede i at jeg blev. Jeg har efterhånden også set meget af USA i løbet af året og hver gang jeg har været ude har jeg altid glædet mig til at komme ”hjem” til Boston igen.

Det bliver utrolig mærkeligt at rejse fra et sted jeg har boet i halvandet år. Og svært at pakke halvandet år ned i en kuffert! Men mange af de mennesker som gjorde det første år fantastisk er jo desværre rejst hjem igen så derfor bliver det ikke helt det samme. De er blevet erstattet af nye au pairs og det er helt sikkert også sjovt at møde nye mennesker og prøve at være den ”gamle” au pair og guide overfor de nye. Jeg blev selv taget så godt imod af en tysk veninde, Annie, som blev 3 år i Boston. Så jeg vil med glæde være med til at sørge for at de nye au pairs kan få et ligeså godt år som jeg havde. Selvom Boston tiden har været den bedste periode i mit liv ved jeg også godt at jeg ikke kan fortsætte med det og derfor valgte jeg også kun at forlænge med 6 måneder. Det ville ikke blive ved med at være lige sjovt og jeg glæder mig til at starte mit rigtige liv derhjemme. Da min mor og søster kom på besøg i 9 dage i August havde jeg allermest lyst til at hoppe på den samme flyver med dem hjem. Og sådan havde jeg det i godt to uger efter de tog af sted. En del af mig fortrød at forlænge. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at alle de mennesker jeg delte mit første år med er taget hjem. Så det har krævet meget af mig at række ud til nye mennesker og ikke at være doven og sidde derhjemme og skype med alle de mennesker jeg savner. Sidste år kom det hele af sig selv da vi alle var i samme båd og alting var nyt og spændende. Men vi har heldigvis fået et fantastisk nyt team i Belmont og jeg nyder at kunne dele ud af erfaringer og oplevelser. Hjemveen er også så småt forsvundet.

Nå, men jeg valgte altså at fortsætte bloggen da min familie og venner stadig skal kunne følge med i hvad jeg laver. Tænker også at det bliver rart at have en slags dagbog når jeg bliver ældre og ikke kan huske alle detaljerne mere.

Men sommeren i Boston viste sig altså at blive en varm en af slagsen med + 30 grader i det meste af Juli og August. Skønt! Jeg havde bl.a. min bror og hans kæreste på besøg og var på roadtrip på vestkysten, fra San Francisco til Los Angeles. Jeg fik også oplevet Yosemite Nationalpark som jeg synes er 10 gange smukkere og mere varieret end Gran Canyon. Jeg fik endelig brugt de to squash ketsjere jeg havde taget med hjemmefra. Nu spiller jeg en gang om ugen på MIT’s baner. Jeg var en tur i Philadelphia og besøge Charlotte og Simone som fløj sammen med mig fra Billund for et år siden. Endelig kom min mor og søster på besøg og vi var bl.a. i New York og se Lion King på broadway. Så sent som i lørdags var jeg til en gratis udendørskoncert med Andy Grammer, Gavin Degraw og Train.

Sommeren er fløjet forbi med gode oplevelser. Det bedste øjeblik er stadig den 4. Juli hvor jeg tilbragte dagen ved floden og så fyrværkeriet om aftenen sammen med mine tætteste venner. Nu er vi så allerede i September og bladene er begyndt at falde ned fra træerne. Det tyder på at vi får et længere efterår end sidste år, da det allerede er begyndt at blive koldt om natten. Fra i nat af sover jeg med dyne igen. Da jeg ankom for et år siden havde vi sommervejr helt indtil sidst i oktober og en meget mild vinter. Så mon ikke jeg er heldig at opleve det modsatte i år, et langt smukt efterår og masser af sne til vinter. Det håber jeg i hvert fald. Håndbold på stranden er ved at være slut og vi rykker endelig ind i gymnastiksalen igen. Om en uge skal jeg til turnering i West Point NY. Det bliver spændende da det er den første rigtige kamp jeg spiller for holdet. Herunder er et par billeder fra sommeren: