lørdag den 10. september 2011

Ugen hvor jeg opdagede de mange andre au pairs!

Det er utroligt som tiden flyver. Allerede en uge her i Belmont. Det har været lidt af en hektisk uge da min værtsmor har været i Budapest fra tirsdag til lørdag. Det har betydet at jeg har været meget alene med Finbar, men samtidig har det været godt at lære ham bedre at kende on my own. Dagene er gået med skole, fodbold træning, play-dates og en tur i biografen for at se Planet of the Apes. Men nu er det weekend og min værtsmor er kommet hjem. Skønt! Hun var så sød at tage Milka chokolade med hjem til mig. Dejligt med noget europæisk   chokolade. I går var jeg for første gang i Boston alene. Tænkte at det ville være godt for mig at lære den offentlige transport at kende. Boston har en subway som jeg kan tage bussen hen til, så det er meget nemt at komme ind til byen her fra. Jeg var også en tur i Boston i dag sammen med andre au pairs. Har fundet en au pair fra Østrig som bor 5 minutters gang fra mig. Hun ville gerne med til Boston hvor vi skulle mødes med min svenske veninde, Emelie, som jeg mødte på træningsskolen. Til sidst var vi 7 au pairs som spiste frokost sammen i Boston, så i dag har bestemt været en af de bedste dage fordi jeg har lært så mange nye mennesker at kende. Det hjælper også lidt på hjemveen at komme ud af huset og møde andre mennesker der har det præcist ligesom mig. + jeg købte mine længe ønskede converse sko som er halv pris herovre. ca. 250 kr!
Barbara fra Østrig har fundet et helt nyt fitness center i Cambridge som vi skal hen og tjekke ud på tirsdag. For hvis jeg skal have god samvittighed samtidig med at jeg gerne vil kunne nyde alt den lækre mad de har her i New England, bliver jeg vidst nødt til at holde formen nogenlunde ved lige. Hende og jeg skal måske også tage et kursus sammen i oktober hvor man både lærer om Amerikas historie og kultur og samtidig kommer på en guidet tur til Washington DC for meget billige penge. På dette kursus tjener jeg 3 ud af de 6 credits som jeg SKAL opnå mens jeg er her. Så det virker som en forholdvis nem og sjov måde at opnå credits på. De resterende credits jeg skal tjene, regner jeg med at få ved at tage et fag på Harvard som ligger 10 minutter herfra. Det er faktisk det nærmeste universitet så hvorfor ikke prøve det når jeg nu jeg har chancen :)
Her til aften har min værtsfar installeret et tv på mit værelse så det er skønt at have alle kanalerne for mig selv. Om lidt spiller Caroline Wozniacki mod Serena Williams så jeg vil for en gang skyld nyde at kunne se en tenniskamp uden at skulle være oppe til kl. 4 om natten. (Den danske sendetid for kampen er 02.00) Som i nok kan høre er jeg rigtig glad for at være i USA. Det har været godt for mig at møde au pairs fra mit område. I morgen skal vi til et møde med alle au pairs fra min gruppe. Vi er ca. 16. Så der kommer jeg forhåbentligt til at møde endnu flere som måske bor lige rundt om hjørnet!
Det eneste jeg savner er et køkken så jeg kan begynde at bage rugbrød og lave frikadeller til familien :-) Men håndværkerne er her heldigvís hver dag, så jeg håber ikke der går lang tid før det nye køkken står klart. Det er svært at være kreativ med maden når man ikke har andet en en mikrobølgeovn. Specielt også når jeg skal medbringe en dansk ret til au pair mødet i morgen. Min ret bliver en pæresalat som min mor har sendt mig opskriften på. Lad os bare sige at det er en dansk specialitet :)
I næste weekend regner jeg med at jeg skal til Sherborn for at besøge Emelie og møde hendes famile. Hun har medbragt alle One Tree Hill afsnit, så vi har tænkt os at holde et lille marathon. Det glæder jeg mig til! 
Nu begynder Wozniacki kampen så jeg skynder mig at logge af! Ha' det godt Danmark :-) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar