fredag den 24. februar 2012

Jeep tur!

Efter en hård dag i Grand Canyon stod den torsdag på afslapning indtil vi kl. 4 skulle på jeep tur. Jeg fik gået en tur i byen og kiggede på butikker. Vi lå ved poolen da det var 20 grader og dermed den varmeste dag i ugen. Drengene og jeg fik også spillet noget billard hvor jeg opdagede et skjult talent :-) 
Kl. 4 startede vores jeep tur som vi havde glædet os meget til. Turen hed broken arrow og involverede bl.a. kørsel op og ned i 45 graders vinkel. Guiden Joe fortalte en masse om planterne og bjergene vi passerede. Han vidste også lige præcis hvor man kunne tage sjove trick billeder som i kan se nedenunder. 

Jeg faldt ud over kanten da jeg så en Coyote!!






Jeep turen var rigtig sjov og noget bumpet. Forinden havde jeg taget mine køresyge piller hvilket vidste sig at være en god ide. Her er flere billeder fra turen: 





Hvilket dyr kan du se i billedet?


Grand Canyon

Så blev det onsdag og Grand Canyon day. At se et af de syv vidundere var noget jeg havde glædet mig til og havde store forventninger til. Jeg stod op kvart i 6 og fik gjort de to mindste klar til at tage afsted. Kvart i 7 forlod vi alle sammen hotellet og kørte nordpå. Grand Canyon ligger to timer væk fra Sedona. Der gik ikke lang tid før sneen dukkede op i landskabet. Da vi var ved at være der, kiggede vi ivrigt i alle retninger, for hvis den er så stor må man da kunne se den på afstand. Ikke engang på parkeringspladsen kunne vi se noget. Før vores vandretur ned i kløften skulle vi lige ud til kanten og kigge. Og hold da op for et syn.. 




Man kan ane Colorado River i midten af billedet 


Lige lidt facts om kløften. Grand Canyon er 446 km lang, 1.6 km dyb og 15-30 km bred. Colorado floden løber i bunden af kløften og det er også den der i tidens løb har skabt Grand Canyon. Oprindelig var floden i niveau med toppen af Grand Canyon, men har så efterhånden boret sig ned igennem.

Efter kigget ud over kanten kunne vi ikke vente med at komme ned i kløften. Ruten vi skulle gå hed Bright Angel Trail, var på trods af navnet en af de mest stejle og gik hele vejen ned til floden. Det anbefales dog ikke at forsøge at nå helt derned og op igen på en dag. Hver uge henter sameritter flere mennesker op der har overvurderet deres kræfter og enkelte personer er også døde pga. vandmangel. Hvis du skal hentes foregår det på æsel og det koster 750 $ da de minimum sender 4 æsler. Istedet kan man vandre hele vejen ned til floden og krydse en hængebro på 782 meter og overnatte. De har hytter og serverer mad. Alt det proviant de har brug for bliver bragt derned på æsler. Man skal dog reservere en soveplads i god tid. Vi snakkede med en dame som prøvede at reserve pladser et helt år forinden, men forgæves. Hvis man har lyst til at sove udendørs kan man tage sit eget telt med, men her er der også begrænset plads. At campere i bunden af Grand Canyon er nu på min liste over ting jeg skal nå før jeg dør!
Vi gik ca. 5 km ned til det sidste hvilestop før floden og besluttede at vende om. Jeg synes dette var at overvurdere vores kræfter, men det er jo ikke så hårdt at gå ned ad. Det er først når det går opad at det bliver hårdt. Det skal lige siges at tre familie medlemmer havde kondi sko på og 20 meter nede begyndte stien at blive iset og dækket af sne. Vi mødte heldigvis en familie som frarådede os at gå længere uden vandresko. De havde specielle gummi såler med pigge under som man kunne spænde under sin sko. Så vi måtte tilbage og købe seks styk. 160 $ (890 kr) ja tak. De viste sig dog at være helt uundværlige. Sneen fortsatte nemlig på det meste af ruten og vi så enkelte personer i kondi sko som gled ned af stien. Totalt sindsygt! Hvordan de formåede at komme op ad igen, ved jeg ikke..
Vi brugte 1 time og 45 min på at gå ned og 2 timer på at gå op, dvs. vi gik forholdvis hurtigt op. Jeg har sjældent haft det så hårdt på en vandretur. Vores ben er SÅ ømme. Stadig på 3. dagen. Men det er faktisk når vi går ned at bakke at det gør mest ondt.




Æsler på vej op ad bjerget

Så går det opad! 


Alt i alt var jeg tilfreds og imponeret efter en dag ved Grand Canyon. Utroligt hvad naturens kræfter kan gøre. 
Her til slut får i lige nogle sjove billeder. 

Utroligt så grønt græs kan se ud med rød baggrund.
Der er ikke photoshoppet 
Et modigt, sultent egern 


tirsdag den 21. februar 2012

Sedona, Arizona

Turen fra Boston til Sedona. 4200 km - 6 timer. 
Så blev det endelig den 19. februar. Vi skulle på ferie i Sedona. Et område i staten Arizona som ligger tæt på USA's vestkyst. Afstanden fra Boston er omkring 2600 mil (4200 km). Flyveturen tog ca. 6 timer. Jeg havde forinden købt noget medicin imod køresyge, da jeg helst ikke ville gentage oplevelsen over atlanten fra i sommers. Det hjalp heldigvis og gjorde mig så træt at jeg sov det meste af turen. Vi landede i Phoenix hvor der stod en dejlig stor Chevrolet og ventede på os. Herefter var der to timers køretur nordpå til Sedona. Det første jeg lagde mærke til var alle de palme lignende træer som stod langs vejen. Der var ikke noget jord og græs, men istedet røde sten. Temperaturen var også meget mild selvom det var midt om natten. Og når du ser et skilt hvorpå der står Los Angeles ved du at du ikke er langt fra vestkysten og sol og sommer :-) Vi kom i seng kl. 4 om natten Boston tid, men pga. tidsforskellen var kl. "kun" 2 om morgenen. Der var noget rod med reservationerne så den første nat fik vi "kun" en lejlighed. Jeg sov på en kæmpe sovesofa hvilket jeg ikke havde spor imod, men den følgende morgen fik vi så en ekstra lejlighed af samme størrelse. Det resulterede i at jeg overtog forældrenes værelse med king size bed, badekar i soveværelset, stort badeværelse og altan. Så jeg deler lejlighed med de to mindste af drengene, mens forældrene og Kenny, den ældste dreng, har en lejlighed ved siden af. Hvilken luksus! 30 sekunder væk er poolen og jacussien.
Men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke skulle være ren afslapnings ferie. Efter morgenmaden i går gik vi en tur i byen og herefter stod den på vandretur. Vi var ude på en rute kaldet cow pie. (ja, et finere ord for ko-lort)  Ikke særlig udfordrende for drengene, men utrolig smuk. Vejen derop var utrolig dårlig og meget stejl nogle steder og vel mest velegnet til jeeps. Det var også kun jeeps, vi så køre derop på nær enkelte modige personbiler. Jeg tror ikke at min værtsfar var helt tryg ved situationen, men vi fortsatte alligevel. Man kunne ikke rigtig vende om da vejen var smal og det havde nok været endnu værre at bakke ned af. Jeg tror ikke han havde gjort det hvis det var hans egen bil og ikke en udlejnings bil :) Da vi kom hjem var der endelig tid til at slappe af ved poolen og spille spil. Jeg sluttede aftenen af med at skype med anne og simon i badekaret og et afsnit af Lykke. Ahh, det er skønt at være på ferie :)

Min "suite"

Poolen lige uden for døren med bjerge i baggrunden







I dag, tirsdag, stod vi tidligt op og vandrede en lang rute. Jeg har så mange billeder af de samme røde bjerge, bare fra forskellige vinkler. Hver gang vi kom højere op udbrød vi: "wow" selvom det var præcis det samme bjerg. Det synes bare smukkere og smukkere. Alle tre drenge har et lille kamera så vi har nok ca. 1000 næsten ens billeder :)
Efter den første hike tog vi lige en til. Ruten gik op til to klipper som  var ved siden af hinanden, så man kunne stå imellem. Den skulle kun være 0,7 mil, men da det gik opad og stejlt nogle steder føltes det som meget mere. To familiemedlemmer måtte stå af halvvejs, mens vi andre fortsatte op. Undervejs fik jeg nervøse flashbacks fra prædikestolen i Norge. Det var meget stejlt og smalt nogle steder og ikke så nemt i kondisko, men fedt med lidt action. Vi kom til toppen, lettere forpustede, men det var det hele værd. Fantastisk udsigt. Nedturen var endnu mere nervepirrende.
Efter hvad jeg har set de her to dage kan jeg ikke rigtig fortstå at det kan blive endnu bedre. Men i morgen skal vi til Grand Canyon som skulle være endnu mere fantastisk. Så det glæder jeg mig til. Godnat :-)



Det var stejlt og smalt nogle steder!!
Udsigt fra toppen

Vi står på den lille klippe afsats til højre på det næste billede


Valentines day

Jeg vil lige skrive et lille indlæg om Valentines Day i USA. Det bliver fejret noget anderledes end som jeg husker det fra derhjemme.
I uger forinden den 14. feb. bliver der pyntet op med hjerter og blomster i butikkerne. De har gange supermarkederne udelukkende med diverse slik og chokolade og selvfølgelig kun i røde og pinke farver. I radioen bliver valentines day nævnt i nærmest hver reklame og brugt som en god undskyldning for at købe produkterne. I folkeskolerne er det meget normalt og nærmest obligatorisk at give valentins kort og slik til alle klassekammerater. Lærerinden får et særligt kort fra alle elever. Nogle holder endda en særlig valentins-fest for børnene. Så her er valentinsdag altså ikke bare for par, men også noget man fejrer blandt venner.
Jeg selv fik et sødt kort fra Finbar hvorpå der stod: "Thank you for looking after me. Happy Valentines Day, Love Finbar." I kortet var der også en halskæde med et ønskeben som bringer lykke. Det var rigtig sødt :-)
Men efter min mening er alt det postyr lidt i overkanten. Det lugter langt mere væk af virksomheder der forsøger at lokke penge ud af dig end kærlighed til dine medmennesker. Men hva..