Mit liv i USA: Grand Canyon

Så blev det onsdag og Grand Canyon day. At se et af de syv vidundere var noget jeg havde glædet mig til og havde store forventninger til. Jeg stod op kvart i 6 og fik gjort de to mindste klar til at tage afsted. Kvart i 7 forlod vi alle sammen hotellet og kørte nordpå. Grand Canyon ligger to timer væk fra Sedona. Der gik ikke lang tid før sneen dukkede op i landskabet. Da vi var ved at være der, kiggede vi ivrigt i alle retninger, for hvis den er så stor må man da kunne se den på afstand. Ikke engang på parkeringspladsen kunne vi se noget. Før vores vandretur ned i kløften skulle vi lige ud til kanten og kigge. Og hold da op for et syn..

Man kan ane Colorado River i midten af billedet

Lige lidt facts om kløften. Grand Canyon er 446 km lang, 1.6 km dyb og 15-30 km bred. Colorado floden løber i bunden af kløften og det er også den der i tidens løb har skabt Grand Canyon. Oprindelig var floden i niveau med toppen af Grand Canyon, men har så efterhånden boret sig ned igennem.

Efter kigget ud over kanten kunne vi ikke vente med at komme ned i kløften. Ruten vi skulle gå hed Bright Angel Trail, var på trods af navnet en af de mest stejle og gik hele vejen ned til floden. Det anbefales dog ikke at forsøge at nå helt derned og op igen på en dag. Hver uge henter sameritter flere mennesker op der har overvurderet deres kræfter og enkelte personer er også døde pga. vandmangel. Hvis du skal hentes foregår det på æsel og det koster 750 $ da de minimum sender 4 æsler. Istedet kan man vandre hele vejen ned til floden og krydse en hængebro på 782 meter og overnatte. De har hytter og serverer mad. Alt det proviant de har brug for bliver bragt derned på æsler. Man skal dog reservere en soveplads i god tid. Vi snakkede med en dame som prøvede at reserve pladser et helt år forinden, men forgæves. Hvis man har lyst til at sove udendørs kan man tage sit eget telt med, men her er der også begrænset plads. At campere i bunden af Grand Canyon er nu på min liste over ting jeg skal nå før jeg dør!
Vi gik ca. 5 km ned til det sidste hvilestop før floden og besluttede at vende om. Jeg synes dette var at overvurdere vores kræfter, men det er jo ikke så hårdt at gå ned ad. Det er først når det går opad at det bliver hårdt. Det skal lige siges at tre familie medlemmer havde kondi sko på og 20 meter nede begyndte stien at blive iset og dækket af sne. Vi mødte heldigvis en familie som frarådede os at gå længere uden vandresko. De havde specielle gummi såler med pigge under som man kunne spænde under sin sko. Så vi måtte tilbage og købe seks styk. 160 $ (890 kr) ja tak. De viste sig dog at være helt uundværlige. Sneen fortsatte nemlig på det meste af ruten og vi så enkelte personer i kondi sko som gled ned af stien. Totalt sindsygt! Hvordan de formåede at komme op ad igen, ved jeg ikke..
Vi brugte 1 time og 45 min på at gå ned og 2 timer på at gå op, dvs. vi gik forholdvis hurtigt op. Jeg har sjældent haft det så hårdt på en vandretur. Vores ben er SÅ ømme. Stadig på 3. dagen. Men det er faktisk når vi går ned at bakke at det gør mest ondt.