En af mine fødselsdagsgaver fra Barbara var en photo shoot. Og nu har vi så endelig været inde og få taget billederne i sidste weekend. Det var en sjov oplevelse og en rigtig god gave. Barbara tager hjem til Leibnitz i Østrig i slutningen af August måned efter et år som au pair. Hun vil hjem og læse til jordmoder og savner skolen rigtig meget. Når jeg tager hjem forsøger jeg at få en flybillet til Østrig før jeg kommer til Danmark. Til den tid er Barbara forhåbenlig flyttet til Graz og så skal vi lige tilbringe en uge sammen inden jeg kommer hjem. 

Udover Barbara, tager Anne Søby også hjem til Silkeborg efter 2 år i Boston. Trist, da hun er den eneste dansker jeg har kontakt med. Meeeen, Barbaras efterfølger bliver en dansk au pair ved navn Anne Kirstine. Noget som jeg er meget glad for, da de fleste au pairs herovre er fra Tyskland. Det bliver dejligt at have en dansker boende 5 min. væk, men det bliver garanteret også underligt at besøge familien Fearing med en anden pige boende på Barbaras værelse. Men sådan er det jo med au pairs. De bliver ikke for evigt. Så jeg er både trist over at Barbara og Anne skal hjem, men glæder mig også til at få en dansker mere i gruppen.

Udover skydiving og photo shoot var der også tid til at nyde det gode vejr i weekenden. Lørdag aften efter skydiving havde vi en BBQ hos mig. Planen var at Zach skulle stå ved grillen, John skulle mixe lækre drinks og pigerne skulle slappe af. Desværre løb gas beholderen tør for gas midt i det hele og pga. myg flyttede vi indenfor og stegte kødet på komfuret. Jeg ved ikke hvad det er med drenge og det at grille, men selvom det foregik på komfuret stod flammerne op og alt var fedtet ind i olie. Sååå lækkert at gøre rent. Men kødet smagte godt, det skal de ha :) Jane fortalte mig senere at der var to nye beholdere i garagen, ups. Barbara lavede jello shots som var noget sjovt at spise. Vi festede ikke så langt ud på natten, folk var trætte efter dagens oplevelser. Anne, John, Zach og Charlotte sov hos mig og om søndagen blev det lige så godt vejr, så vi solede og hyggede i haven. Jeg kørte Charlotte til toget mandag morgen hvor turen gik hjem til Philly. Det var dejligt at se hende igen efter 9 måneder, men vi kunne godt have brugt mere tid sammen. Så næste gang skal jeg ned og besøge hende i en weekend.

 

 

 

Skydiving

Om fredagen, dagen før vi skulle skydive hentede jeg Charlotte ved Alewife Station ved 11 tiden. Hun havde siddet i bus det meste af dagen fra Philadelphia og var derfor ret træt. Turen havde ovenikøbet været endnu længere da de havde glemt en person på en rasteplads og skulle tilbage og hente ham. Charlotte, Anne og John sov hos mig da vi skulle tidligt afsted lørdag morgen. Imens vi andre skydivede tog Charlotte en tur til Boston, alene. Jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde tid til at vise hende rundt, men synes det var ret sejt at hun selv kunne finde rundt med bus og subway efter vores lange forklaringer. 

Vi overholdt tidsplanen og kom afsted kvart over 7. Det tog lidt over en time at komme til Pepperell og gps'en ledte mig igennem staten New Hampshire, hvor jeg faktisk ikke må køre med mit danske kørekort. Ups. Men man kan jo ikke lige sådan vende om på motorvejen så vi fortsatte. 

Da vi kom til stedet var der en del ventetid inden vi blev kaldt op så den brugte vi på at kigge på de andre skydivere der kom ned fra himlen. Det var lidt skræmmende at tænke på at det var os lige om lidt. Jeg var allerede begyndt at stille mig selv spørgsmålet: "Hvorfor er det lige jeg gør det her igen?" 

Da vi så blev kaldt op skulle vi først se en gammel video der handlede om hvordan de pakkede faldskærmen og hvad man skal gøre med arme og ben når man springer ud og under landingen. Herefter skulle vi skrive under på 50 forskellige linjer og egentligt handlede det hele om at vi vidste hvilke farer der var forbundet med skydiving og at vi ikke ville sagsøge dem hvis vi døde ;) Der var overhovedet ikke tid til at læse det hele så folk skrev bare under. Herefter mødte vi vores instruktør som er ham du springer med. Han gennemgik landingen med mig, men var lidt en sjov type. Han formåede ikke rigtigt at gøre mig roligere da han jokede med at han ikke rigtig havde bestået sin test endnu og kun havde sprunget tre gange med passagerer. Og når jeg havde nogle spørgsmål synes jeg ikke rigtig at jeg fik de rigtige svar. Men jeg følte mig nu sikker nok ved at springe med ham. 

Vi var ca. 10 personer der skulle springe, i flyet. Med instruktører og kameramænd var det måske 25-30 i alt. Jeg er ikke helt sikker da jeg sad forrest som nr. 2 der skulle springe. Anne var den første og sad derfor lige foran mig. Flyveturen føltes lang, vi skulle op i 10000 fods højde (ca. 3 km.) og døren var åben lige ved siden af Anne og jeg, god udsigt! Så kom øjeblikket hvor der ikke var nogen vej tilbage og jeg fik lige givet Annes hånd et klem inden hun sprang. Det var nok mere for min egen skyld. At se hende forsvinde ud af flyet og ned i luften gik lige i maven på mig. Puha. Men der var ikke rigtig tid til at tænke for nu var det min tur. Vi fik hævet os op til stangen som man skulle holde i og herefter skulle vi sidde halvt på hug med det ene knæ i gulvet helt ud til kanten. Det næste der skete kan jeg nærmest ikke genkalde da det gik så stærkt. Det er lige som om at hjernen slog fra. Jeg tænkte ikke, NU DØR JEG! Vi sprang bare. Det var ikke rigtig virkeligt. Da vi så kom ud i frit fald føltes det bare fedt. Man føler ikke at man falder, men at man bare svæver og bliver holdt oppe at luften. Selvom at jeg havde fået besked på at kigge op og smile til kameraet glemte jeg alt om det og kiggede istedet ned mod jorden på den gode udsigt. Reid, min instruktør, hev mit hoved op og så fik jeg øje på kameramanden lige ved siden af os. Efter 35 sek. fritfald kom faldskærmen ud. Det giver et ordenligt ryk i selerne når man går fra vandret til lodret position så hurtigt. Herefter var der 5-7 min. dalen ned med faldskærm hvor der både var tid til at snakke og jeg fik lov til at styre. Heldigvis føltes det meget hurtigere, jeg havde det nemlig som om at jeg skulle kaste op på denne del af turen. Jorden kom hurtigt nærmere og landingen foregik på røven, uden problemer. Imens vi ventede på videoen lå jeg ned på en liggestol da jeg var så svimmel. Anne kørte hjem da jeg ikke rigtig var i stand til det. 

Forresten så kostede springet 150 $ (900 kr) med vores rabat. Normalt er det 235 $, så vi sparede en del. Kameramanden som sprang ved siden af mig kostede yderligere 135 $, men det har jeg ikke fortrudt for jeg skal nok ikke springe igen. Selvom det var en utrolig fed oplevelse at springe ud, være i frit fald og se udsigten så havde jeg det rigtig skidt da faldskærmen kom ud og i timerne efter. Men bestemt en god oplevelse som jeg ikke har fortrudt! Billederne fra dagen kan du se her: Skydiving billeder

Lang weekend og alene hjemme i det store hus!

I morges tog familien til England for at besøge Janes familie. Det er Memorial Day på mandag, en dag hvor man mindes de faldne amerikanske soldater fra alle krige, og derfor hedder det også Memorial Day Weekend. Mange amerikanere tager væk på mini ferie.  Derfor har jeg nu fri indtil mandag aften og har hele huset for mig selv! Snakkede med Charlotte fra træningsskolen i tirsdags. Hun er fra Kolding og er au pair i Philadelphia. Vi har længe prøvet at finde en weekend hvor vi kunne ses igen, så da hun spurgte om hun måtte komme i den følgende weekend kunne det ikke blive mere perfekt! Hun kommer fredag aften og da jeg skal ud og skydive om lørdagen tager hun med for at tage billeder når vi lander. Vejret kunne heller ikke blive mere perfekt, oprindelig stod den på tordenvejr lørdag hvilket ville være synd da vi skal skydive. Men nu er det sommer vejr. Lørdag aften har jeg en BBQ hjemme ved mig for nogle venner.

Barbara havde givet mig en photoshoot i fødselsdagsgave så på søndag skal vi have taget nogle forhåbentligt fine billeder. Ellers er livet godt, sommeren er for alvor kommet til Boston og åbenbart også til Danmark. Jeg  begynder at blive nervøs for på lørdag, men tror det bliver en fed oplevelse.
Min mor har endelig fået fri til at komme herover i slutningen af August så det glæder jeg mig til. Jane har spurgt om hun ikke kunne tage noget mere Læsø salt med herover :)

Jeg fik desværre ikke råd til at tage med til håndbold mesterskabet i Minneapolis, men de kom på en 6. plads. Jeg er glad for at begynde at spille håndbold igen. Også pga. det sociale. Det er fedt at have en omgangskreds uden for au pair gruppen hvor man har noget tilfælles andet end børn! Indendørs sæsonen er nu stoppet og vi begynder snart at spille på stranden. Jeg glæder mig :-)

Derudover er min forlængelses kontrakt gået igennem og det er nu fast at jeg bliver her i yderlige 6 måneder. Så dvs. at jeg kommer hjem til feb/marts 2013. Jeg føler mig sikker på min beslutning og jeg kan heller ikke ændre mening fra nu af og blive i et helt år mere, så bare rolig. Jeg kommer hjem om 9-10 måneder! Kærlige sommerhilsner hjem til Danmark, jeg håber i nyder vejret!

Boston Team Handball

Jeg har lige været til 2 timers "amerikansk" håndbold træning. Man kunne også kalde det tysk håndboldtræning, da over halvdelen af pigerne er tyskere og træneren, Sonja Hansen, er fra Flensburg.
Nå, men konklusionen er at det var fedt at røre en bold igen efter snart 2 års pause, men det er ikke håndbold under de helt samme luksus forhold som vi er vant til derhjemme. Men da alternativet er ingen håndbold så klager jeg ikke. Forskellen mellem håndbold derhjemme og her, er pengene og den manglende opmærksomhed omkring håndbold. Uden det kommer man ikke så langt hvad der angår hal, turneringer og udstyr.

Gymnastiksalen som vi spillede i, var lidt længere end halvdelen af en håndboldbane. Den havde samme bredde, men man skulle altså ikke løbe langt for at komme til den anden ende. Så langt kom vi dog ikke engang til at løbe, da vi skulle dele banen med mændene. Ja, så lidt over en kvart håndboldbane til hver, haha :-) Det skal dog siges at når de spiller kampe og turneringer er det som regel på en normal håndboldbane. 

Det var ikke til stor overraskelse at begge hold nærmest kun bestod af europæere bl.a. fra Frankrig, Tyskland og Polen. Der var nogle enkelte amerikanere på pigeholdet som faktisk var ret gode. Resten var au pairs eller udvekslings studenter hovedsageligt fra Tyskland. Derfor var niveauet nogenlunde det samme imellem os. 

En anden ting jeg havde tænkt på, var om de nu brugte harpiks. Det gjorde de heldigvis! Men da gulvet var så beskidt i salen blev dit harpiks hurtigt til skidt og boldene blev glatte igen. Så hjælper det jo ikke så meget. Jeg var som sædvanlig den med mest harpiks og sorte fingre, så det var lidt irreterende at køre hjem uden harpiksfjerner. Det må jeg se om jeg ikke kan støve op på en eller anden måde. 

Om en uge skal holdet spille ved det nationale mesterskab i Minneapolis. Jeg blev inviteret til at komme med, men skal desværre selv betale flybilletten som er omkring 500 $. Og føler mig sgu heller ikke lige klar til landsmesterskabet efter én træning. :)

Når nu sæsonen stopper her om to uger begynder de at spille beach handball ved stranden istedet. Det er et mix af piger og drenge og lyder til at være meget sjovt. Efter det begynder sæsonen igen til september og da jeg stadig er her, regner jeg med at spille den sæson. 

Mit indtryk af træneren er at hun er seriøs nok, hun er jo også fra tyskland, og hun ved noget om sporten. Vi lagde da også ud med selvmordsløb efter opvarmningen så det er jo ikke så anderledes fra derhjemme.. :) 

Men det er svært at få nok ud af træningen når man ikke har en hel bane at bevæge sig på. Jeg er dog glad for at jeg endelig tog afsted. Det var tilpas hårdt og som sagt, dejligt at få rørt en bold igen! Pigerne er alle sammen meget søde og amerikanerne synes det er fedt at få en spiller fra Danmark og ikke "endnu en tysker", hehe. Desværre er der kun det her ene hold i Boston, så de få gange de spiller kampe foregår det mod byer som New York hvor man skal rejse en halv dag. Men ja ja. Det er trods alt stadig håndbold og motion så jeg er ikke skræmt væk endnu :-)