Skydiving

Om fredagen, dagen før vi skulle skydive hentede jeg Charlotte ved Alewife Station ved 11 tiden. Hun havde siddet i bus det meste af dagen fra Philadelphia og var derfor ret træt. Turen havde ovenikøbet været endnu længere da de havde glemt en person på en rasteplads og skulle tilbage og hente ham. Charlotte, Anne og John sov hos mig da vi skulle tidligt afsted lørdag morgen. Imens vi andre skydivede tog Charlotte en tur til Boston, alene. Jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde tid til at vise hende rundt, men synes det var ret sejt at hun selv kunne finde rundt med bus og subway efter vores lange forklaringer. 

Vi overholdt tidsplanen og kom afsted kvart over 7. Det tog lidt over en time at komme til Pepperell og gps'en ledte mig igennem staten New Hampshire, hvor jeg faktisk ikke må køre med mit danske kørekort. Ups. Men man kan jo ikke lige sådan vende om på motorvejen så vi fortsatte. 

Da vi kom til stedet var der en del ventetid inden vi blev kaldt op så den brugte vi på at kigge på de andre skydivere der kom ned fra himlen. Det var lidt skræmmende at tænke på at det var os lige om lidt. Jeg var allerede begyndt at stille mig selv spørgsmålet: "Hvorfor er det lige jeg gør det her igen?" 

Da vi så blev kaldt op skulle vi først se en gammel video der handlede om hvordan de pakkede faldskærmen og hvad man skal gøre med arme og ben når man springer ud og under landingen. Herefter skulle vi skrive under på 50 forskellige linjer og egentligt handlede det hele om at vi vidste hvilke farer der var forbundet med skydiving og at vi ikke ville sagsøge dem hvis vi døde ;) Der var overhovedet ikke tid til at læse det hele så folk skrev bare under. Herefter mødte vi vores instruktør som er ham du springer med. Han gennemgik landingen med mig, men var lidt en sjov type. Han formåede ikke rigtigt at gøre mig roligere da han jokede med at han ikke rigtig havde bestået sin test endnu og kun havde sprunget tre gange med passagerer. Og når jeg havde nogle spørgsmål synes jeg ikke rigtig at jeg fik de rigtige svar. Men jeg følte mig nu sikker nok ved at springe med ham. 

Vi var ca. 10 personer der skulle springe, i flyet. Med instruktører og kameramænd var det måske 25-30 i alt. Jeg er ikke helt sikker da jeg sad forrest som nr. 2 der skulle springe. Anne var den første og sad derfor lige foran mig. Flyveturen føltes lang, vi skulle op i 10000 fods højde (ca. 3 km.) og døren var åben lige ved siden af Anne og jeg, god udsigt! Så kom øjeblikket hvor der ikke var nogen vej tilbage og jeg fik lige givet Annes hånd et klem inden hun sprang. Det var nok mere for min egen skyld. At se hende forsvinde ud af flyet og ned i luften gik lige i maven på mig. Puha. Men der var ikke rigtig tid til at tænke for nu var det min tur. Vi fik hævet os op til stangen som man skulle holde i og herefter skulle vi sidde halvt på hug med det ene knæ i gulvet helt ud til kanten. Det næste der skete kan jeg nærmest ikke genkalde da det gik så stærkt. Det er lige som om at hjernen slog fra. Jeg tænkte ikke, NU DØR JEG! Vi sprang bare. Det var ikke rigtig virkeligt. Da vi så kom ud i frit fald føltes det bare fedt. Man føler ikke at man falder, men at man bare svæver og bliver holdt oppe at luften. Selvom at jeg havde fået besked på at kigge op og smile til kameraet glemte jeg alt om det og kiggede istedet ned mod jorden på den gode udsigt. Reid, min instruktør, hev mit hoved op og så fik jeg øje på kameramanden lige ved siden af os. Efter 35 sek. fritfald kom faldskærmen ud. Det giver et ordenligt ryk i selerne når man går fra vandret til lodret position så hurtigt. Herefter var der 5-7 min. dalen ned med faldskærm hvor der både var tid til at snakke og jeg fik lov til at styre. Heldigvis føltes det meget hurtigere, jeg havde det nemlig som om at jeg skulle kaste op på denne del af turen. Jorden kom hurtigt nærmere og landingen foregik på røven, uden problemer. Imens vi ventede på videoen lå jeg ned på en liggestol da jeg var så svimmel. Anne kørte hjem da jeg ikke rigtig var i stand til det. 

Forresten så kostede springet 150 $ (900 kr) med vores rabat. Normalt er det 235 $, så vi sparede en del. Kameramanden som sprang ved siden af mig kostede yderligere 135 $, men det har jeg ikke fortrudt for jeg skal nok ikke springe igen. Selvom det var en utrolig fed oplevelse at springe ud, være i frit fald og se udsigten så havde jeg det rigtig skidt da faldskærmen kom ud og i timerne efter. Men bestemt en god oplevelse som jeg ikke har fortrudt! Billederne fra dagen kan du se her: Skydiving billeder