Mandag lavede vi ikke det store. Vi fik danske pandekager til morgenmad, cyklede en tur rundt om Fresh Pond, Finbar havde en ven på besøg og vi så EM fodbold. Han holder jo selvfølgelig med England, men han var noget skuffet da Danmark røg ud søndag.
Tirsdag tog Barbara, Jill og jeg en tur til Boston med alle børnene. I Boston Harbor ligger der en del øer og mange af dem spiller en rolle i Bostons historie helt tilbage til Borgerkrigen. Vi tog færgen til Spectacle Island. Ingen slag blev udkæmpet her, men i 1600 tallet brugte kolonisterne øen til græsningsareal og til at dyrke tømmer. Senere blev der bygget et hospital til folk med smitsomme sygdomme. I dag bliver øen mest brugt af turister. Vi var dog ikke rundt og udforske øen da børnene hellere ville blive på stranden. Det mindede mig lidt om tv serien LOST, da der var højtalere på øen som fortalte dig hvornår den næste færge gik og hvis man gerne ville hjem måtte man sørge for at komme med sin færge.
Jeg var alene med Finbar om aftenen så vi så filmen Journey 2: the mysterious island. Kan ikke anbefales!
Dette var ugens hårdeste dag med 13,5 times arbejde, men samtidig en god dag med masser af oplevelser.
Spectacle Island |
Torsdag. Jeg havde glædet mig til at sove længe da Finbar jo ikke var hjemme, men vågnede istedet kl. halv 7 pga. varmen. 25 grader så tidligt om morgenen. Puha. Så fik jeg istedet set Glee som jeg har lånt på biblioteket. Er overbevist om at jeg er den eneste på planeten der aldrig har set Glee. Men nu har jeg!
En tysk au pair, Janine, rejser hjem på onsdag og selvom vi aldrig rigtig har haft noget med hinanden at gøre forærede hun mig sit snowboard. Det er ikke et rigtig snowboard, men minder lidt mere om et skateboard uden hjul som man bare står på uden at være fastspændt. Det hedder snowskate. Hun havde fået det herovre i gave, men kan ikke have det med hjem og jeg var den eneste hun kendte der ville bruge det. Så nu tror jeg nok at jeg skal få en sjov vinter :)
Da Finbar kom hjem var vi igen ved poolen for at køle af. Det er sjovt som alle au pairs samles dernede. Det gør det også lidt sjovere at se efter børnene når man er mange om det. Jeg er begyndt at få et tættere forhold til Barbaras børn, hvilket er godt, da jeg forhåbentlig holder kontakten med hendes familie nu hvor Anne, den nye au pair kommer.
Fredag var vi på wingaersheek beach med min veninde Kate og hendes to drenge. Kate er en af mødrene som jeg har mødt på Finbars skole. Da hun var ung var hun au pair i Washington DC og hendes bedste ven var en dansker ved navn Sussi Andersen. Har prøvet at hjælpe med at finde hende, men uden held.
Om aftenen var jeg til et europæisk houseparty med Zach og Barbara. Det var et surprise party for viceværten som fyldte 85 år! Det sjoveste ved aftenen var dog at bade kl. 4 om morgenen i søen med Barbara og Zach. Herovre har de en underlig regel om at man ikke må bade om aftenen, men vi blev ikke opdaget :)
Zach, den bedste af de bedste! |
Mascara monstret fra The Grudge dukker op i overfladen |
Lørdag fyldte Ken 49 år. Jeg havde købt nogen The Snowman af Jo Nesbø til ham. Forfatteren er fra Norge og skriver krimi i samme stil som Stieg Larsson som er meget populær herovre. Resten af familien var ude og spille lidt golf, mens jeg prøvede at indhente noget søvn. Det er midlertidig svært når der allerede er 25 grader kl. 8 om morgenen. Barbara havde det lige så skidt som mig så jeg tog over til hende og så Tarzan. Senere tog vi ned til poolen og hang ud hvor Anne kom, og jeg hentede pizza på min cykel. Alle tiders tømmermændsdag, lige indtil den blev afbrudt at regn og torden. Det er sjovt at se amerikanere gå i panik over lidt tordenvejr. Der er en gammel dame ved poolen og jeg tror hun er ejeren. Da vi så et lyn begyndte alle forældre selvfølgelig at få deres børn op ad vandet hurtigst muligt. Damen, som talte (råbte) i en mikrofon, beordrede også alle op af poolen. Anne, Barbara og jeg troede vi kunne bliver liggende på græsset, men sådan skulle det ikke være. Det er nemmest at citere hende: "Don't even tie your shoes or fold your blankets, get off the island now, (det er altså ikke nogen ø, men hun har vel set for mange film) I don't even need to tell you about the danger, get away from the metal fence, quickly now, good night." Og sådan blev hun ved indtil alle var ude. Flere af forældrene grinede også lidt af hende og synes hun var for dramatisk. Så vi tog hjem til mig og nåede næsten ind inden det begyndte at øse ned. Det lynede og tordnede resten af aftenen, rigtig smukt.
Belmont Town Pool, 5 min væk :) |
Anne med pizzaen som vi ikke måtte spise indenfor :( |
Søndag stod den på beach handball igen igen. Sikke en varm dag at spille i, men heldigvis kunne vi hoppe i vandet efter kampene. Efter stranden var der bbq hos en af spillerne. Da jeg skulle til og hjem med den sidste bus og ledte efter et lift, fandt jeg ud af at en af pigerne var fra Belmont. Hun er en au pair fra Frankrig. Hun spiller ikke håndbold, men er der altid for at kigge på og det var nok derfor jeg aldrig har snakket med hende. Sjovt nok viser det sig at vi bor på den samme vej! Og for at det ikke skal være løgn har vi ét hus imellem os så vi er faktisk naboer. Min værtsmor havde godt fortalt mig, at der boede en fransk au pair tæt på, men har aldrig mødt hende. Så det var virkelig sjovt at møde hende i håndboldgruppen. Søndag var bare generelt sådan en "small world" dag. Om morgenen på vej til håndbold møder Anne og jeg to af de personer som vi besøgte i Vermont for nogle uger siden. De sidder i den samme togvogn som os og var i Boston for at se en Red Sox kamp. Udover det, kom jeg også i snak med en au pair som jeg var i træningsskole med. Hun spiller også håndbold og vi kendte godt hinanden. Men det sjove var at hun har været i re-match og nu bor hos Emelies familie. Emelie er en svensk pige fra træningsskolen som desværre tog hjem, men jeg har holdt kontakten med hende siden og var hjemme ved hende en weekend i oktober. Ja, det er sikkert ikke så sjovt for jer som det er for mig, men hvor er verden dog lille!
Hvor er det dejligt du får så mange venner fra all around the world. Det kan du nyde godt af, senere i dit liv. Kærlig hilsen far
SvarSlet