lørdag den 10. marts 2012

Fødselsdag in the states

"Happy Birthday Kate"
Selv Volvoen blev pyntet!
Siden sidst er jeg fyldt 20, noget jeg ikke rigtig havde glædet mig så meget til. For det første kan jeg ikke lide tanken om at være i tyverne og for det andet fordi det var min første fødselsdag hjemmefra. Men jeg endte med at have en rigtig god dag med venner og familie. Efter at have fulgt Finbar til skole, stod den på nutella pandekager på Ihop sammen med Barbara, Jill (en ven af Barbara)og Barbaras forældre som var på besøg fra Østrig. Derefter tog vi hjem og fik vi en lille Beatles koncert fra barbaras far som er rigtig god til at spille guitar. Til frokost var jeg på Cheesecake factory med to af mine tyske venner. Min ynglings restaurant forresten. Fik tysk fødselsdagssang og halsskæde af dem. Om aftenen var jeg på italiensk restaurant med Jane og Finbar. Ken var i Østrig. Så alt i alt en god dag med masser af mad :) Havde inviteret to venner, Tamara og Zach over til en film om aftenen. Mit værelse er ikke så stort. Zach havde købt fødselsdagskage til mig med 20 lys og havde som overraskelse inviteret Barbara og Cole, to andre af mine gode venner. Vi havde en rigtig hyggelig aften selvom det var lidt klemt! Fik mange gode gaver. En mexicansk rygsæk, harvard sweatshirt, gavekort til middage og hm, penge, photo shooting, halskæde, brigaderos fra Brasilien og mere til. Tusind tak!
Klar til at blive fejret! 

Fredag stod den på bowling, såkaldt candlepin bowling på Flatbread i Davis Sq. Candlepin bowling er bowling med mindre kegler og kugler. Faktisk er det slet ikke kegler, men små pinde. Kuglerne er meget mindre og har ikke huller til fingrene. Candle pin bowling er specielt populært i New England området og områder i Canada. Det var første gang jeg var her og prøvede denne form for bowling. Stedet var noget ældre og mindre end de fleste andre bowling haller, men havde en rigtig hyggelig atmosfære. Det hedder flatbread fordi de udover bowling, bager specielle pizzaer, kaldet flatbread. Så det dufter også dejligt af nybagt pizza. Endnu mere specielt var det at man selv skulle tælle og skrive sine point ned. Man skulle også trykke på en knap for at få keglerne på plads igen. Og kuglerne bliver sendt tilbage langs siden af banen. Alt sammen noget der gjorde det til en meget mere hyggelig oplevelse. Næsten hele banden var samlet og også Barbaras forældre fra Østrig var med os.
Efter bowling tog vi videre til John Harvards som er en kendt pub/bar i Harvard Sq. Jeg kørte hjem med Anne, John, Zach og Ankit og det viste sig at blive en lidt længere tur end vi troede. Ankit bor et stykke væk og efter at have droppet ham af spørger jeg Zach om vi ikke skal fylde benzin på. Den var et godt stykke under empty stregen, men Zach mente godt vi kunne klare det. Da han endelig holdte ind på en benzin tank han troede var åben, viste pumperne sig at være lukket. Så måtte vi ud på motorvejen igen og prøve at nå hjem. Vi havde stadig et par mil tilbage da bilen pludselig begyndte at køre langsommere og langsommere. Zach trådte speederen ned, men vi kørte i lavt gear og i den inderste bane og sneglede os afsted. Da bilen går ud går det lidt ned af bakke så vi bliver ved med trille og så sker der det mest fantastiske. Et skilt hvorpå der står: service station. Juhhuuu!! Heldigvis går det stadig ned af bakke så vi ender med at trille helt hen til tanken. Helt perfekt. Anne og jeg var dog lidt skuffede, vi ville gerne have været ude og skubbe. Bare for at have en sjov historie :) Zach var helt oppe og køre af glæde og var derfor lige inde og hente lidt MacD mad. John sov igennem det hele, så han gik glip af alt det sjove!

Lørdag havde jeg bestemt at vi skulle ud og spille lasertag. Det er det samme som laser magic i Silkeborg, men arenaen er noget større. Efter det var vi på thai restaurant og sluttede dagen af med mario kart og film hos Cole. Så blev den fødselsdag vidst også fejret!

Barbara sender en kugle afsted 


Cole forklarer hvordan der tælles point
F.v. Dan, Zach, Ankit, Barbara, mig, Cole, Eli, Anne og John





tirsdag den 6. marts 2012

Forlængelse, rejseplaner og fest.

Efter megen overvejen frem og tilbage har jeg nu besluttet mig for at forlænge mit ophold med familien i yderligere 6 mdr. Det vil sige at jeg kommer hjem til Danmark i februar måned 2013. Dette vil også sige at jeg skal en uge hjem til DK i august for at fornye mit visa. Ja, desværre kun en uge. Familien kan ikke undvære mig i længere tid, så når de tager til Grækenland tager jeg til Danmark. Jeg kunne også have valgt at forlænge med 9 eller 12 mdr, men da jeg gerne vil i gang med at studere i sommeren 2013 blev det 6 mdr. Jeg aner stadig ikke hvilken retning jeg vælger.På samme tid kunne jeg heller ikke forestille mig at skulle forlade Boston allerede til sommer. Det er simpelthen for kort tid! Og hvis jeg endelig tog hjem til sommer, hvad skulle jeg så få tiden til at gå med fra September til næste sommer? Så synes jeg det er sjovere at forbedre mit engelsk og nyde endnu mere af Boston, familie og venner.
Grunden til at jeg skal have fornyet mit visa til august er at jeg gerne vil holde dansk jul til december. Og for at forlade USA og blive lukket ind igen skal jeg have et gyldigt visa. Så håber jeg bare mor har fri juleaften??

Udover denne beslutning skulle der også tages beslutninger om feriedage. Som au pair får jeg 2 ugers betalt ferie. Jeg har valgt at splitte dem lidt op så jeg får 3 dage i April og resten i Juli. Barbara, min veninde fra Østrig, kender en dame som ejer et hus på øen Puerto Rico og har fået at vide at hun må låne det anytime.  Hun er bosat i New York så på søndag skal vi en tur ned til storbyen igen, hvor jeg skal møde hende og vi skal høre om huset er ledigt. Barbaras forældre skal også med da de kommer på besøg herovre fra i morgen. Hvis alt flasker sig regner vi med at tage afsted fra onsdag til søndag. Det kunne bare være så fedt!

De resterende feriedage skal bruges i Juli måned, da Kristian og Sofie kommer herover. Selvom Sofie har det fint med at være i Boston, er planen at flyve til vestkysten, begynde i San Francisco (måske endda Seattle), leje en bil og køre ned gennem Californien til Los Angeles. Vi vil også gerne nå Miami, men nu må vi se hvor meget tiden og pengene rækker til.

Ellers går hverdagene fint med børnepasning, harvard class, venner og fitness center. Jeg har allerede besluttet at tilmelde mig en tysk kommunikations klasse til efteråret. Jeg synes det er synd hvis 5 års tysk i skolen skal gå spildt og jeg er altid omgivet at så mange tyskere at det virker meget naturligt at jeg forbedrer mit tysk. + at jeg kan få masser af hjælp med lektierne!

Weekenden er den bedste tid og som regel ender det med at der bliver proppet flest mulige planer ind i en weekend så jeg næsten aldrig er hjemme der. Heldigvis er min familie cool og jeg hører ikke noget for at komme sent hjem om natten nogle gange eller at have venner på besøg. De er glade for at jeg kommer ud og oplever en masse frem for at sidde hjemme på mit værelse og kukkelure. Sidste weekend blev bl.a. brugt på tøsehygge med Belmont pigerne om fredagen og houseparty i ægte amerikansk stil om lørdagen. Jeg var afsted med Barbara, Zach som er fra Portugal, men amerikaner, Anne som jeg kender fra derhjemme, hendes kæreste John og Becci, Annie og Carina fra Tyskland. Da festen er ved at være død og vi er sultne beslutter vi os for at køre hjemad og finde et åbent pizzaria. Da jeg som en af de sidste kommer ud i opgangen ser jeg Anne, John, Barbara og Becci stå nede ved indgangen. Jeg opdager ikke at de ser ret alvorlige ud i ansigterne, tænker bare at de nok venter på mig og fortsætter nedad. Anne kigger på mig og staver på dansk. P-O-L-I-T-I. Kig ned. Jeg opfanger i stedet ordet politik og kigger lige ned og fokuserer på en cykel i opgangen. Jeg kigger spørgende på hende. Politik? Hvad snakker du om Anne? siger jeg og griner. Hvorefter jeg følger de andres blik og får øje på en meget alvorlig politibetjent i opgangen. Jeg bliver selvfølgelig lidt urolig da jeg er under 21 og har drukket. Det bedste (og værste) sker herefter, hvor Barbara kommer til at vælte en ølflaske på gulvet som står på gelænderet. I situationen var det ikke så sjovt, da betjenten så endnu mere alvorlig ud, men bagefter og nu kan vi stadig ikke lade være med at grine af det. Vi listede os stille og roligt ud, politimanden sagde ikke rigtig noget, men ejeren af lejligheden kom ned og fik at vide at der havde været klager fra naboerne over for meget larm. På vej ud var der endnu en politibil og endnu en betjent, så det var vidst et fint tidspunkt vi havde besluttet af forlade festen på. Tror dog ikke der skete andet end at de fik af vide, at de skulle skrue ned. Der skete i hvert fald ikke noget med mine resterende venner som blev der. Det er en ting jeg savner ved Danmark. Ikke at føle sig som en 14 årig når jeg en gang imellem drikker alkohol. Det sker nu ikke så tit. Om søndagen stod den så på afslapning/tømmermænd med film og pizza i sengen i selskab med Barbara. 

Zach, mig, Barbara, Anne og Becci 


Der er to dage til jeg runder de 20. Fedt med fødselsdag, men ikke så fedt at være "i 20'erne" :( Men fødselsdag betyder fest og gaver så det går nu nok alligevel. Har allerede modtaget den første gave fra Anne og Simon i dag. Jeg gætter på at den er sendt fra Mexico. Jeg var nærmest allerede igang med at flå den op da jeg fandt en lille note: "Må først åbnes 8. marts." Æv altså!

Torsdag skal jeg først spise morgenmad på Ihop (international house of pancakes) med Barbara og hendes forældre. Herefter skal jeg spise frokost med nogle piger fra Belmont på min ynglings restaurant Cheesecake Factory. Og ja, man kan også godt få almindelig sund mad der. Om aften skal jeg ud og spise med Jane og Finbar. Ken er i Østrig på forretningsrejse i denne uge. Så det bliver en rigtig kalorie fyldt dag, men det må man godt når man har fødselsdag. Fredag og lørdag skal jeg så ud og røre mig lidt. Først med bowling fredag og så har jeg inviteret vennerne til laser tag om lørdagen. Det er ligesom laser magic i Silkeborg bare en endnu større arena og ti gange sjovere. Og hårdere! :) Søndag tager jeg som sagt til New York med Barbara og hendes forældre. Sikke en weekend at se frem til! Godnat derhjemme.

Det jeg altid bestiller på IHOP.
Danske pandekager med nutella, banan
og jordbær. mmmmm...



fredag den 24. februar 2012

Jeep tur!

Efter en hård dag i Grand Canyon stod den torsdag på afslapning indtil vi kl. 4 skulle på jeep tur. Jeg fik gået en tur i byen og kiggede på butikker. Vi lå ved poolen da det var 20 grader og dermed den varmeste dag i ugen. Drengene og jeg fik også spillet noget billard hvor jeg opdagede et skjult talent :-) 
Kl. 4 startede vores jeep tur som vi havde glædet os meget til. Turen hed broken arrow og involverede bl.a. kørsel op og ned i 45 graders vinkel. Guiden Joe fortalte en masse om planterne og bjergene vi passerede. Han vidste også lige præcis hvor man kunne tage sjove trick billeder som i kan se nedenunder. 

Jeg faldt ud over kanten da jeg så en Coyote!!






Jeep turen var rigtig sjov og noget bumpet. Forinden havde jeg taget mine køresyge piller hvilket vidste sig at være en god ide. Her er flere billeder fra turen: 





Hvilket dyr kan du se i billedet?


Grand Canyon

Så blev det onsdag og Grand Canyon day. At se et af de syv vidundere var noget jeg havde glædet mig til og havde store forventninger til. Jeg stod op kvart i 6 og fik gjort de to mindste klar til at tage afsted. Kvart i 7 forlod vi alle sammen hotellet og kørte nordpå. Grand Canyon ligger to timer væk fra Sedona. Der gik ikke lang tid før sneen dukkede op i landskabet. Da vi var ved at være der, kiggede vi ivrigt i alle retninger, for hvis den er så stor må man da kunne se den på afstand. Ikke engang på parkeringspladsen kunne vi se noget. Før vores vandretur ned i kløften skulle vi lige ud til kanten og kigge. Og hold da op for et syn.. 




Man kan ane Colorado River i midten af billedet 


Lige lidt facts om kløften. Grand Canyon er 446 km lang, 1.6 km dyb og 15-30 km bred. Colorado floden løber i bunden af kløften og det er også den der i tidens løb har skabt Grand Canyon. Oprindelig var floden i niveau med toppen af Grand Canyon, men har så efterhånden boret sig ned igennem.

Efter kigget ud over kanten kunne vi ikke vente med at komme ned i kløften. Ruten vi skulle gå hed Bright Angel Trail, var på trods af navnet en af de mest stejle og gik hele vejen ned til floden. Det anbefales dog ikke at forsøge at nå helt derned og op igen på en dag. Hver uge henter sameritter flere mennesker op der har overvurderet deres kræfter og enkelte personer er også døde pga. vandmangel. Hvis du skal hentes foregår det på æsel og det koster 750 $ da de minimum sender 4 æsler. Istedet kan man vandre hele vejen ned til floden og krydse en hængebro på 782 meter og overnatte. De har hytter og serverer mad. Alt det proviant de har brug for bliver bragt derned på æsler. Man skal dog reservere en soveplads i god tid. Vi snakkede med en dame som prøvede at reserve pladser et helt år forinden, men forgæves. Hvis man har lyst til at sove udendørs kan man tage sit eget telt med, men her er der også begrænset plads. At campere i bunden af Grand Canyon er nu på min liste over ting jeg skal nå før jeg dør!
Vi gik ca. 5 km ned til det sidste hvilestop før floden og besluttede at vende om. Jeg synes dette var at overvurdere vores kræfter, men det er jo ikke så hårdt at gå ned ad. Det er først når det går opad at det bliver hårdt. Det skal lige siges at tre familie medlemmer havde kondi sko på og 20 meter nede begyndte stien at blive iset og dækket af sne. Vi mødte heldigvis en familie som frarådede os at gå længere uden vandresko. De havde specielle gummi såler med pigge under som man kunne spænde under sin sko. Så vi måtte tilbage og købe seks styk. 160 $ (890 kr) ja tak. De viste sig dog at være helt uundværlige. Sneen fortsatte nemlig på det meste af ruten og vi så enkelte personer i kondi sko som gled ned af stien. Totalt sindsygt! Hvordan de formåede at komme op ad igen, ved jeg ikke..
Vi brugte 1 time og 45 min på at gå ned og 2 timer på at gå op, dvs. vi gik forholdvis hurtigt op. Jeg har sjældent haft det så hårdt på en vandretur. Vores ben er SÅ ømme. Stadig på 3. dagen. Men det er faktisk når vi går ned at bakke at det gør mest ondt.




Æsler på vej op ad bjerget

Så går det opad! 


Alt i alt var jeg tilfreds og imponeret efter en dag ved Grand Canyon. Utroligt hvad naturens kræfter kan gøre. 
Her til slut får i lige nogle sjove billeder. 

Utroligt så grønt græs kan se ud med rød baggrund.
Der er ikke photoshoppet 
Et modigt, sultent egern 


tirsdag den 21. februar 2012

Sedona, Arizona

Turen fra Boston til Sedona. 4200 km - 6 timer. 
Så blev det endelig den 19. februar. Vi skulle på ferie i Sedona. Et område i staten Arizona som ligger tæt på USA's vestkyst. Afstanden fra Boston er omkring 2600 mil (4200 km). Flyveturen tog ca. 6 timer. Jeg havde forinden købt noget medicin imod køresyge, da jeg helst ikke ville gentage oplevelsen over atlanten fra i sommers. Det hjalp heldigvis og gjorde mig så træt at jeg sov det meste af turen. Vi landede i Phoenix hvor der stod en dejlig stor Chevrolet og ventede på os. Herefter var der to timers køretur nordpå til Sedona. Det første jeg lagde mærke til var alle de palme lignende træer som stod langs vejen. Der var ikke noget jord og græs, men istedet røde sten. Temperaturen var også meget mild selvom det var midt om natten. Og når du ser et skilt hvorpå der står Los Angeles ved du at du ikke er langt fra vestkysten og sol og sommer :-) Vi kom i seng kl. 4 om natten Boston tid, men pga. tidsforskellen var kl. "kun" 2 om morgenen. Der var noget rod med reservationerne så den første nat fik vi "kun" en lejlighed. Jeg sov på en kæmpe sovesofa hvilket jeg ikke havde spor imod, men den følgende morgen fik vi så en ekstra lejlighed af samme størrelse. Det resulterede i at jeg overtog forældrenes værelse med king size bed, badekar i soveværelset, stort badeværelse og altan. Så jeg deler lejlighed med de to mindste af drengene, mens forældrene og Kenny, den ældste dreng, har en lejlighed ved siden af. Hvilken luksus! 30 sekunder væk er poolen og jacussien.
Men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke skulle være ren afslapnings ferie. Efter morgenmaden i går gik vi en tur i byen og herefter stod den på vandretur. Vi var ude på en rute kaldet cow pie. (ja, et finere ord for ko-lort)  Ikke særlig udfordrende for drengene, men utrolig smuk. Vejen derop var utrolig dårlig og meget stejl nogle steder og vel mest velegnet til jeeps. Det var også kun jeeps, vi så køre derop på nær enkelte modige personbiler. Jeg tror ikke at min værtsfar var helt tryg ved situationen, men vi fortsatte alligevel. Man kunne ikke rigtig vende om da vejen var smal og det havde nok været endnu værre at bakke ned af. Jeg tror ikke han havde gjort det hvis det var hans egen bil og ikke en udlejnings bil :) Da vi kom hjem var der endelig tid til at slappe af ved poolen og spille spil. Jeg sluttede aftenen af med at skype med anne og simon i badekaret og et afsnit af Lykke. Ahh, det er skønt at være på ferie :)

Min "suite"

Poolen lige uden for døren med bjerge i baggrunden







I dag, tirsdag, stod vi tidligt op og vandrede en lang rute. Jeg har så mange billeder af de samme røde bjerge, bare fra forskellige vinkler. Hver gang vi kom højere op udbrød vi: "wow" selvom det var præcis det samme bjerg. Det synes bare smukkere og smukkere. Alle tre drenge har et lille kamera så vi har nok ca. 1000 næsten ens billeder :)
Efter den første hike tog vi lige en til. Ruten gik op til to klipper som  var ved siden af hinanden, så man kunne stå imellem. Den skulle kun være 0,7 mil, men da det gik opad og stejlt nogle steder føltes det som meget mere. To familiemedlemmer måtte stå af halvvejs, mens vi andre fortsatte op. Undervejs fik jeg nervøse flashbacks fra prædikestolen i Norge. Det var meget stejlt og smalt nogle steder og ikke så nemt i kondisko, men fedt med lidt action. Vi kom til toppen, lettere forpustede, men det var det hele værd. Fantastisk udsigt. Nedturen var endnu mere nervepirrende.
Efter hvad jeg har set de her to dage kan jeg ikke rigtig fortstå at det kan blive endnu bedre. Men i morgen skal vi til Grand Canyon som skulle være endnu mere fantastisk. Så det glæder jeg mig til. Godnat :-)



Det var stejlt og smalt nogle steder!!
Udsigt fra toppen

Vi står på den lille klippe afsats til højre på det næste billede


Valentines day

Jeg vil lige skrive et lille indlæg om Valentines Day i USA. Det bliver fejret noget anderledes end som jeg husker det fra derhjemme.
I uger forinden den 14. feb. bliver der pyntet op med hjerter og blomster i butikkerne. De har gange supermarkederne udelukkende med diverse slik og chokolade og selvfølgelig kun i røde og pinke farver. I radioen bliver valentines day nævnt i nærmest hver reklame og brugt som en god undskyldning for at købe produkterne. I folkeskolerne er det meget normalt og nærmest obligatorisk at give valentins kort og slik til alle klassekammerater. Lærerinden får et særligt kort fra alle elever. Nogle holder endda en særlig valentins-fest for børnene. Så her er valentinsdag altså ikke bare for par, men også noget man fejrer blandt venner.
Jeg selv fik et sødt kort fra Finbar hvorpå der stod: "Thank you for looking after me. Happy Valentines Day, Love Finbar." I kortet var der også en halskæde med et ønskeben som bringer lykke. Det var rigtig sødt :-)
Men efter min mening er alt det postyr lidt i overkanten. Det lugter langt mere væk af virksomheder der forsøger at lokke penge ud af dig end kærlighed til dine medmennesker. Men hva..