Sofie in the house!!

Flyvturen
Så er jeg landet in the States. Flyveturen fra Billund-Frankfurt-Boston gik helt smurt. Jeg sad ved siden af en amerikaner, fra San Francisco, som var meget venlig og hjælpe mig igennem min "første" flyvetur. Det gik meget stærkt, fra vi lettede, og hurtigt efter var vi i Frankfurt, lidt ligesom en tur med rutsjebanen.
Da vi landede i Frankfurt, havde jeg god tid, troede jeg... Vi var landet et kvarter før, men jeg var ikke klar over at det tog så lang tid, at gå til gaten! Så jeg nåede at blive nervøs for, at jeg ikke nåede mit fly, men det gik helt fint :)
Trods jeg har haft tysk i tre år, var det ikke til hjælp, da jeg fløj med Lufthansa, jeg måtte pænt bede stewardesserne om: "English, please"
- Da jeg ankom til Boston, skulle jeg igennem Imigration, og det tog omkring en time, da der var utrolig mange mennesker, tyskere især! Selvom samtalen kun tog 5 minuter, nåede jeg at få lidt svedige håndflader. Efter det var udfordringen at finde min kuffert på et rullebånd! Ikke så nemt, som man lige går og tror. Men jeg fik igen hjælp af en venlig sjæl, til at få kufferten af båndet.

Udenfor i hallen, fik jeg øje på nogle røde krøller med et stort kamera, der dækkede ansigtet. Katrine, Finbar og Ken havde ventet på mig i en time, lidt synd for dem, men søde var/er de! :)
Vi kørte hjem i deres bil, så det gav mig muligheden for at se noget af Boston.
Hjemme ventede Jane og hendes veninde. Ken sagde, at han ikke vidste, hvem der var mest spændt, Katrine eller Jane, så det blev til et stort knus fra Jane:).

So far
Indtil videre, har jeg fået set en masse, siden der er gået 6 dage allerede! -  Så jeg kan nok ikke flette det hele ind her. Men jeg har mødt rigtig mange af Katrines nye venner, de er rigtig søde alle sammen og nemme at snakke med, vi besøger ofte én af "drengenes' ", som hun kalder dem, hjem. Der har jeg også mødte hele den hinduistiske familie, og de ekstrem venlig og kære. Jeg er allerede blevet adopteret af dem! :)

Onsdag, d. 28 dec, var i the big apple, New York.
Det er noget af en by, kæmpe stor og vi havde al for lidt tid, kun 6 timer. Men det var utrolig fedt, vi så Times Square, Rockfeller Center, Broadway, Ground Zero og mange andre ting. Det er en by, man gerne vil tilbage til. Noget der har overrasket mig meget er, hvor venlig alle er herover. Hvis du træder ind i en butik, bliver du med det samme spurgt: "Hi, how are you? Og inden du kan nå at svare, har de allerede stillet et nyt spørgsmål. Jeg synes personligt, det er lidt for meget, med al den venlighed, men det er jo en del af deres kultur.

Ellers har vi været rundt omkring i Belmont og været på Harvard Square, jeg fik endda en tour af Katrines ven Cole, der kunne fortælle en hel masse om byen. Vi var bl.a. i Boston Common, som er en flot park midt i Boston.
Så for at opsummere, er Boston turen rigtig vellykket. Jeg vil rigtig gerne skrive mere, men nu har jeg brugt 2 dage på at lave den her blog, så tror ikke, jeg har tiden til at skrive alt andet med, det er jo Nytår i dag!
Så godt nytår, til at alle jer derhjemme, vi ses snart - Kram Sofie :)

Rejected..

Intet kørekort til mig endnu desværre. Min værtsmor og jeg kom i god tid, 20 min. før prøven startede. 5 min. over 4 kommer den motorsagkyndige slentrende hen imod bilen. Jeg stiger ud af bilen for at hilse, men kan allerede se at han ikke har hans bedste dag. Uden at besvare mit hej siger han nedladende:  "Miss, this is not a place to park. Didn't you see the sign? Go around the block and come back. I'll be waiting for you at the yellow sign." Lettere forvirret sætter jeg mig tilbage i bilen. Hele opsætningen af køreprøven var besynderlig. Jeg havde bare fået en adresse, ikke noget navn eller telefonnummer at ringe til. På adressen lå der en slags militær bygning, med en kæmpe tom parkeringsplads rundt om. Vi havde desværre overset det lille gule skilt, hvor der stod at dmv applicants skulle vente her, så vi parkerede på den store, TOMME parkeringsplads, 15 meter væk, men stadig på den samme adresse. Det har han selvfølgelig ret til at nævne, men at blive så sur over at skulle gå 15 meter ekstra er da for åndsvagt, og det gjorde ikke mig mindre nervøs for de kommende 20 minutter. Da vi kørte rundt for at komme tilbage, blev vi enige om at det da ikke var den bedste start på min køreprøve, og jeg var heldigvis ikke den eneste der synes at det hele virkede meget underligt.
Da vi så kom tilbage satte han sig ind i bilen, ikke noget smil eller hej. Han beder om registrerings papirerne som jo var i handskerummet. Men da han var så stor kunne jeg ikke rigtig få mappen ud uden at bede ham om at stå ud af bilen. Endnu et blik fra ham der tydeligvis sagde at jeg skulle have fundet papirerne frem før han kom ind i bilen. Nå, men jeg får åbnet mappen og leder desperat efter det papir hvor der står registration på. Han kigger på sit ur, derefter på mig, og sukker.. Min værtsmor hjælper mig og prøver at finde papiret. 5 min. senere har hun stadig ikke fundet det, og det viser sig så at min værtsfar er kommet til at smide papiret ud da han ryddede op i bilen. Ikke skide smart.. Hun finder registreringen frem på sin ipad for at vise at det er i orden, men det vil han ikke være med til. Mens hun forsøger, i telefonen, at få min værtsfar til at komme med papiret, kigger den motorsagkyndige på mig og ryster på hovedet. Hvorefter han sætter kryds i rejected på min ansøgning.. Følte mig som et lille barn.. Jeg havde brugt hele dagen på at læse op til prøven og så pga. et papir der ikke er i orden får jeg ikke lov til at gennemføre prøven. Det er selvfølgelig helt fair, men bare utroligt træls.. Kunne ikke vente til at han stod ud af bilen.. Var bagefter lidt glad for at jeg ikke var ude og køre med ham for hvis han havde fortsat i det humør havde jeg sikkert skulle demonstrere parallelparkeringer i 20 min.. Det og andre ting fortalte han mig ihvertfald at jeg skulle øve mig på til næste gang.
Min værtsfar havde selvfølgelig ret dårlig samvittighed da det jo var hans bil, og det var ham der skulle sørge for at det var i orden. Men der er ikke rigtig noget at gøre. Det kan jo ske.
Nu skal jeg så igennem hele ansøgningsprocessen igen. Sidste gang tog det mig halvanden måned at få en tid, så nu må vi se. Motorkontoret kræver at jeg får en tid inden den 16. december, men hvis de ikke har nogen tid er det lidt svært.

En lidt anderledes søndag

I går aftes, søndag, blev jeg inviteret med i et hinduistisk tempel, mere specifikt et "Hare Krishna Temple" hvor man dyrker guden Krishna. En af mine venners mor er hindu, faktisk er hele familien det, men moren er meget religiøs, og hun kommer ofte i templet. Vi var et par stykker der aldrig havde prøvet det før, så det hele var meget spændende, og da jeg synes hinduismen var spændende at lære om i religion, kunne jeg ikke sige nej til dette. Hver søndag eftermiddag er der åbent for alle der har lyst til at komme ind og lære og diskutere Bhagavad-gita, et skrift i hinduismen. Vi kom ind i entreen hvor man skulle tage tage sine sko af. Efter det, listede vi ind i et stort rum hvor prædiken allerede var igang. Folk sad på måtter på gulvet og synes meget optagede af manden som talte. Desværre var der kun 10 minutter tilbage da vi kom ind, men jeg nåede da at forstå noget af det. Han snakkede bl.a. om hvordan man skulle behandle sine medmennesker og at vi hver især skulle vælge en person som vi skulle forsøge at få et bedre forhold til ved at følge 6 punkter. De 6 punkter havde de desværre gennemgået, så det nåede jeg ikke helt at få fat i. Pludselig lød gongongen og folk rejste sig op. Herefter begyndte de at chante:

"Hare Krishna
 Hare Krishna
 Krishna Krishna
Hare Hare
Hare Rama
 Hare Rama
 Rama Rama
Hare Hare" 

samtidig med at de dansede. Vi prøvede at følge med så godt vi kunne. Nogle rokkede bare lidt frem og tilbage og andre gik helt amok og løb frem og tilbage i rummet. Vi gjorde lidt en mellemting. I den ene ende af rummet var der et stort alter med nogle af deres guder, så folk vendte imod alteret for at tilbede guderne mens de chantede. Først kom der en kvinde rundt med stearinlys på et fad, hvor vi så placerede vores hænder over lysene og derefter på vores hoved. Det var en slags energioverførsel fra lyset til dig selv. Derefter kom en mand rundt iblandt os med et slags glas, og hver gang han gjorde en håndbevægelse kom der helligt vand ud af glasset. Jeg var så (u)heldig at få en masse helligt vand i hovedet, så det rendte ned af mit ansigt bagefter, hvilket kun var til at grine af. Til sidst kom der endnu en kvinde rundt med en slags pensel som hun kørte hen over vores højre hånd. Jeg tror det var noget rosenolie, det duftede i hvert fald dejligt af blomster. Stemningen  og chantingen blev højere og højere og man blev bare ved med at synge de samme ord. Til sidst blæste en mand i en konkylie som signalerede at det var tid til at spise. Hvis man ville kunne man fortsætte med at chante i et optog udenfor på gaden og så komme tilbage og spise senere. Så det gjorde vi da selvfølgelig. Vi skulle jo have det hele med! Vi var en lille gruppe der trodsede kulden og før jeg vidste af det, befandt jeg mig midt på Newbury Street (gaden hvor alle designer butikkerne ligger og hvor Bostons fineste snobber befinder sig) dansende og syngene. Ja, I know.. det er svært at forestille sig, mig der danser hindu dans midt på gaden, men vi blev bare ligesom grebet af stemingen og hevet med ud i det, så der var ikke så meget at gøre. Folk gloede mærkeligt på os, nogle tog billeder og optog videoer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mit kamera med så jeg kunne have fået et billede af galskaben! Bagefter vores lille optræden gik vi tilbage til templet hvor vi fik lækker indisk mad. På gulvet selvfølgelig :)
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, og noget af det sjoveste jeg har været med til. Det er ret svært at forklare, men det gjorde et eller andet ved mig det der chanting. Men bare rolig, jeg skal ikke til at være troende på nogen måde. Men hvis man nogensinde får chancen for at komme ind i et tempel og deltage i disse ritualer, så vil jeg klart anbefale at gøre det. Det er en meget speciel oplevelse. 

Skiferie(r) gebucht!

Så var det alligevel ikke helt dumt at jeg pakkede skitøjet og hjelmen i august. Nu skal jeg afsted to gange i januar!! Først med Barbara en enkelt dag til Loon Mountain, New Hampshire den 7. januar. Weekenden efter skal jeg med min værtsfamilie til Smugglers Notch i Vermont. Jeg glæder mig!! 

Endelig December ♥

Så blev december og julemåneden endelig skudt igang. En måned som jeg har set meget frem til! Det er svært ikke at komme i julestemning når der overalt spilles julemusik, julemanden kører gennem byen i sin slæde, der deles varm kakao og julekager ud og sneen daler ned udenfor...hov! Termometret viser stadig plus grader og solen skinner! Det har været den mest besynderlige november måned vejrmæssigt. Alt for varmt november vejr, men jeg skal ikke klage. Synes nu alligevel først det er rigtig jul når sneen kommer. Men den manglende sne forhindrer mig nu ikke i at sidde og synge julesange og være i rigtig julestemning. Det hjalp vældigt på humøret da postmanden ringede på døren her til morgen. Først tænkte jeg at det var en pakke til mine værtsforældre, da de modtager pakker hver dag. Da jeg hørte den var adresseret til mig, tænkte jeg, at det sikkert var de hovedtelefoner som min storebror havde købt for at Sofie kunne tage dem med hjem til ham. Men da jeg så min mors underskrift på pakken kunne det kun være én ting. En pakkejulekalender!! Det havde jeg lidt opgivet af få nu hvor vi havde passeret den 1. December. Anne havde insisteret da hun også havde modtaget en pakkekalender hjemmefra, mens hun var i Norge. Tak, tak, tak :) Det gode ved at modtage pakken den 2. december var selvfølgelig at jeg måtte åbne to pakker. Så nu har jeg fået en kæmpe julesok, et kalenderlys, og lidt juleslik. Det bedste er de små sedler som Anne har skrevet og lagt i hver pakke.

I går aftes gik Finbar og jeg ned til torvet for at se juletræet blive tændt. Der blev blæst kunstigt sne ned fra butikstagene, hvilket var rigtigt hyggeligt nu hvor vi ikke havde rigtigt sne. Vi så julemanden og hans slæde, fik varm kakao, hot apple cider og andre gode ting. Der var en kø næsten gennem hele torvet til boden hvor man  kunne få fried dough - ristet dej. Det havde vi ikke lige tålmodighed til. Vi mødte Barbara og Annie og en masse af Finbars venner. Dejlig måde at starte december på.

Noget mindre dejligt er, at jeg på mandag skal til køreprøve.. Herovre skal man have en sponsor med, så min værtsmor skal sidde på bagsædet under prøven. Min mavefornemmelse siger at det nok skal gå, men kan ikke undgå at blive lidt nervøs, da der jo er en chance for at jeg dumper. På halvandet år med dansk kørekort har jeg jo nok tillagt mig nogle dumme vaner. Ved ikke hvor emsige de amerikanske motorsagkyndige er. Så kryds lige nogle ekstra fingre på mandag! En anden ting der er lidt træls er, at jeg ikke rigtig kan følge med i VM herovre fra. Har ikke fundet en kanal der viser håndbold endnu. Så ha' en glædelig december og et godt VM hjemme i Danmark. Peace out.