Jeep tur!

Efter en hård dag i Grand Canyon stod den torsdag på afslapning indtil vi kl. 4 skulle på jeep tur. Jeg fik gået en tur i byen og kiggede på butikker. Vi lå ved poolen da det var 20 grader og dermed den varmeste dag i ugen. Drengene og jeg fik også spillet noget billard hvor jeg opdagede et skjult talent :-) 

Kl. 4 startede vores jeep tur som vi havde glædet os meget til. Turen hed broken arrow og involverede bl.a. kørsel op og ned i 45 graders vinkel. Guiden Joe fortalte en masse om planterne og bjergene vi passerede. Han vidste også lige præcis hvor man kunne tage sjove trick billeder som i kan se nedenunder. 

Jeg faldt ud over kanten da jeg så en Coyote!!

Jeep turen var rigtig sjov og noget bumpet. Forinden havde jeg taget mine køresyge piller hvilket vidste sig at være en god ide. Her er flere billeder fra turen: 

Hvilket dyr kan du se i billedet?

Grand Canyon

Så blev det onsdag og Grand Canyon day. At se et af de syv vidundere var noget jeg havde glædet mig til og havde store forventninger til. Jeg stod op kvart i 6 og fik gjort de to mindste klar til at tage afsted. Kvart i 7 forlod vi alle sammen hotellet og kørte nordpå. Grand Canyon ligger to timer væk fra Sedona. Der gik ikke lang tid før sneen dukkede op i landskabet. Da vi var ved at være der, kiggede vi ivrigt i alle retninger, for hvis den er så stor må man da kunne se den på afstand. Ikke engang på parkeringspladsen kunne vi se noget. Før vores vandretur ned i kløften skulle vi lige ud til kanten og kigge. Og hold da op for et syn.. 

Man kan ane Colorado River i midten af billedet 

Lige lidt facts om kløften. Grand Canyon er 446 km lang, 1.6 km dyb og 15-30 km bred. Colorado floden løber i bunden af kløften og det er også den der i tidens løb har skabt Grand Canyon. Oprindelig var floden i niveau med toppen af Grand Canyon, men har så efterhånden boret sig ned igennem.

Efter kigget ud over kanten kunne vi ikke vente med at komme ned i kløften. Ruten vi skulle gå hed Bright Angel Trail, var på trods af navnet en af de mest stejle og gik hele vejen ned til floden. Det anbefales dog ikke at forsøge at nå helt derned og op igen på en dag. Hver uge henter sameritter flere mennesker op der har overvurderet deres kræfter og enkelte personer er også døde pga. vandmangel. Hvis du skal hentes foregår det på æsel og det koster 750 $ da de minimum sender 4 æsler. Istedet kan man vandre hele vejen ned til floden og krydse en hængebro på 782 meter og overnatte. De har hytter og serverer mad. Alt det proviant de har brug for bliver bragt derned på æsler. Man skal dog reservere en soveplads i god tid. Vi snakkede med en dame som prøvede at reserve pladser et helt år forinden, men forgæves. Hvis man har lyst til at sove udendørs kan man tage sit eget telt med, men her er der også begrænset plads. At campere i bunden af Grand Canyon er nu på min liste over ting jeg skal nå før jeg dør!
Vi gik ca. 5 km ned til det sidste hvilestop før floden og besluttede at vende om. Jeg synes dette var at overvurdere vores kræfter, men det er jo ikke så hårdt at gå ned ad. Det er først når det går opad at det bliver hårdt. Det skal lige siges at tre familie medlemmer havde kondi sko på og 20 meter nede begyndte stien at blive iset og dækket af sne. Vi mødte heldigvis en familie som frarådede os at gå længere uden vandresko. De havde specielle gummi såler med pigge under som man kunne spænde under sin sko. Så vi måtte tilbage og købe seks styk. 160 $ (890 kr) ja tak. De viste sig dog at være helt uundværlige. Sneen fortsatte nemlig på det meste af ruten og vi så enkelte personer i kondi sko som gled ned af stien. Totalt sindsygt! Hvordan de formåede at komme op ad igen, ved jeg ikke..
Vi brugte 1 time og 45 min på at gå ned og 2 timer på at gå op, dvs. vi gik forholdvis hurtigt op. Jeg har sjældent haft det så hårdt på en vandretur. Vores ben er SÅ ømme. Stadig på 3. dagen. Men det er faktisk når vi går ned at bakke at det gør mest ondt.

Æsler på vej op ad bjerget

Så går det opad! 

Alt i alt var jeg tilfreds og imponeret efter en dag ved Grand Canyon. Utroligt hvad naturens kræfter kan gøre. 

Her til slut får i lige nogle sjove billeder. 

Utroligt så grønt græs kan se ud med rød baggrund.
Der er ikke photoshoppet 

Et modigt, sultent egern 

Sedona, Arizona

Turen fra Boston til Sedona. 4200 km - 6 timer. 

Så blev det endelig den 19. februar. Vi skulle på ferie i Sedona. Et område i staten Arizona som ligger tæt på USA's vestkyst. Afstanden fra Boston er omkring 2600 mil (4200 km). Flyveturen tog ca. 6 timer. Jeg havde forinden købt noget medicin imod køresyge, da jeg helst ikke ville gentage oplevelsen over atlanten fra i sommers. Det hjalp heldigvis og gjorde mig så træt at jeg sov det meste af turen. Vi landede i Phoenix hvor der stod en dejlig stor Chevrolet og ventede på os. Herefter var der to timers køretur nordpå til Sedona. Det første jeg lagde mærke til var alle de palme lignende træer som stod langs vejen. Der var ikke noget jord og græs, men istedet røde sten. Temperaturen var også meget mild selvom det var midt om natten. Og når du ser et skilt hvorpå der står Los Angeles ved du at du ikke er langt fra vestkysten og sol og sommer :-) Vi kom i seng kl. 4 om natten Boston tid, men pga. tidsforskellen var kl. "kun" 2 om morgenen. Der var noget rod med reservationerne så den første nat fik vi "kun" en lejlighed. Jeg sov på en kæmpe sovesofa hvilket jeg ikke havde spor imod, men den følgende morgen fik vi så en ekstra lejlighed af samme størrelse. Det resulterede i at jeg overtog forældrenes værelse med king size bed, badekar i soveværelset, stort badeværelse og altan. Så jeg deler lejlighed med de to mindste af drengene, mens forældrene og Kenny, den ældste dreng, har en lejlighed ved siden af. Hvilken luksus! 30 sekunder væk er poolen og jacussien.
Men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke skulle være ren afslapnings ferie. Efter morgenmaden i går gik vi en tur i byen og herefter stod den på vandretur. Vi var ude på en rute kaldet cow pie. (ja, et finere ord for ko-lort)  Ikke særlig udfordrende for drengene, men utrolig smuk. Vejen derop var utrolig dårlig og meget stejl nogle steder og vel mest velegnet til jeeps. Det var også kun jeeps, vi så køre derop på nær enkelte modige personbiler. Jeg tror ikke at min værtsfar var helt tryg ved situationen, men vi fortsatte alligevel. Man kunne ikke rigtig vende om da vejen var smal og det havde nok været endnu værre at bakke ned af. Jeg tror ikke han havde gjort det hvis det var hans egen bil og ikke en udlejnings bil :) Da vi kom hjem var der endelig tid til at slappe af ved poolen og spille spil. Jeg sluttede aftenen af med at skype med anne og simon i badekaret og et afsnit af Lykke. Ahh, det er skønt at være på ferie :)

Min "suite"

Poolen lige uden for døren med bjerge i baggrunden

I dag, tirsdag, stod vi tidligt op og vandrede en lang rute. Jeg har så mange billeder af de samme røde bjerge, bare fra forskellige vinkler. Hver gang vi kom højere op udbrød vi: "wow" selvom det var præcis det samme bjerg. Det synes bare smukkere og smukkere. Alle tre drenge har et lille kamera så vi har nok ca. 1000 næsten ens billeder :)
Efter den første hike tog vi lige en til. Ruten gik op til to klipper som  var ved siden af hinanden, så man kunne stå imellem. Den skulle kun være 0,7 mil, men da det gik opad og stejlt nogle steder føltes det som meget mere. To familiemedlemmer måtte stå af halvvejs, mens vi andre fortsatte op. Undervejs fik jeg nervøse flashbacks fra prædikestolen i Norge. Det var meget stejlt og smalt nogle steder og ikke så nemt i kondisko, men fedt med lidt action. Vi kom til toppen, lettere forpustede, men det var det hele værd. Fantastisk udsigt. Nedturen var endnu mere nervepirrende.
Efter hvad jeg har set de her to dage kan jeg ikke rigtig fortstå at det kan blive endnu bedre. Men i morgen skal vi til Grand Canyon som skulle være endnu mere fantastisk. Så det glæder jeg mig til. Godnat :-)

Det var stejlt og smalt nogle steder!!

Udsigt fra toppen

Vi står på den lille klippe afsats til højre på det næste billede

Valentines day

Jeg vil lige skrive et lille indlæg om Valentines Day i USA. Det bliver fejret noget anderledes end som jeg husker det fra derhjemme.
I uger forinden den 14. feb. bliver der pyntet op med hjerter og blomster i butikkerne. De har gange supermarkederne udelukkende med diverse slik og chokolade og selvfølgelig kun i røde og pinke farver. I radioen bliver valentines day nævnt i nærmest hver reklame og brugt som en god undskyldning for at købe produkterne. I folkeskolerne er det meget normalt og nærmest obligatorisk at give valentins kort og slik til alle klassekammerater. Lærerinden får et særligt kort fra alle elever. Nogle holder endda en særlig valentins-fest for børnene. Så her er valentinsdag altså ikke bare for par, men også noget man fejrer blandt venner.
Jeg selv fik et sødt kort fra Finbar hvorpå der stod: "Thank you for looking after me. Happy Valentines Day, Love Finbar." I kortet var der også en halskæde med et ønskeben som bringer lykke. Det var rigtig sødt :-)
Men efter min mening er alt det postyr lidt i overkanten. Det lugter langt mere væk af virksomheder der forsøger at lokke penge ud af dig end kærlighed til dine medmennesker. Men hva..

Smugglers Notch 14-16 Januar

Ja, jeg ved godt jeg ikke har været den bedste til at få skrevet noget herinde, men nu har jeg rundet de 5 mdr. så de ting der sker i hverdagen er ikke ligeså spændende som de var da jeg kom herover. Men nogle oplevelser har jeg da alligvel fået i det nye år.

Midt i Januar måned var jeg på skitur med familien. Lørdag eftermiddag kørte vi 228 mil nordpå (370 km) til et hyggeligt lille sted kaldet Smugglers Notch. Jane er snowboarder og Ken, Finbar og jeg står på ski. Udover os 4 havde nogle venner af familien også lejet en lejlighed for weekenden. Det viste sig at være lige ved siden af os og endda med en lille dør imellem så vi kunne besøge hinanden. Det benyttede børnene sig meget af. Jeg lejede ski for 73 $ ( 412 kr) for to dage, så det er vel nogenlunde det samme som derhjemme. Eller hvad far? Vi var ude og stå tidligt søndag morgen, men måtte først tilbagelægge et meget fladt og langt stykke for at komme over til et større bjerg. Særlig en udfordring for Jane som ikke havde stave. Pisterne var okay at stå på, der var lidt for enhver sværhedsgrad, men det var så koldt og blæsende at det var svært at nyde det. Det blev ikke varmere end -20 C. den dag. Det resulterede i at vi måtte ind og sidde i varmestuen næsten efter hvert løb. Vi holdte tidligt den dag og tilbragte istedet eftermiddagen i et legeland, fun zone, for både voksne og børn. Utroligt sjovt. De havde en oppustelig forhindringsbane som jeg prøvede adskillelige gange imod alle familiemedlemmer. Om aftenen spurgte forældrene om jeg havde noget imod at blive hjemme og passe børnene hvis de gik ud. Det var selvfølgelig helt fint med mig, vi spillede end masse spil og hyggede os, men det er selvfølgelig lidt noget andet at passe børn man ikke kender. Fik dog scoret mig nogle mulige ekstra babysitting jobs. Om mandagen, som iøvrigt var Martin Luther King dag, og derfor helligdag, var vejret varmere, men stadig blæsende så det føltes rigtig koldt. Vi fik dog stået mere på ski end den forrige dag.

Finbar i varmestuen hvor vi tilbragte meget af vores tid. 

Der var fyldt med flag i varmestuen :) 

En af forhindringerne i Fun Zone - var fuldstændig umulig at gennemføre.
Men som i kan se havde jeg det sjovt!
Desværre blev hjulet drejet og billedet blev i sort/hvid

Ikke mange mennesker turde bevæge sig ud i det kolde vejr 

Finbar på toppen af Madonna Mountain 

Fredag den 13? Det siger du ikke..

I fredags startede dagen ud med Finbar som var syg og derfor måtte blive hjemme. Hvilket ville sige at jeg havde en fuld arbejdsdag. Vi havde dog en hyggelig dag herhjemme. Om eftermiddagen hører vi pludselig et brag og 2 sek. efter går strømmen ud. Braget lød til at komme udefra, men jeg tænkte at det måske var blæsten der havde væltet noget på terrassen. Ihvertfald forbinder jeg det ikke med strømsvigtet til at starte med, da vi før har mistet strømmen på hele vejen. Det var bælgragende mørkt i huset og ret uhyggeligt, men da Finbar nu både var syg og bange måtte jeg lige tage mig sammen. Så vi fandt en lommelygte og gik ned i kælderen hvor strømkassen er (ja, det kan godt være den ikke hedder det, men jeg er ikke så teknisk). Jeg tænkte at jeg ville kunne huske, fra sidst, hvad det var jeg skulle gøre i denne situation, da min værstmor faktisk havde vist mig det. Endnu mere uhyggeligt var det i kælderen og da jeg kiggede på kassen sagde alle knapperne mig absolut ingenting. Ja, der må gerne grines :) Så vi gik ovenpå igen og jeg kiggede ud ad vinduet og opdagede at vi var det eneste hus der havde mistet strømmen. Da fik jeg så øje på noget lidt mere interessant... 

Braget som vi hørte skyldtes at en stor gren, (ja, det ligner mere et helt træ) var knækket af det største træ i vores have. Hvad det havde med strømmen at gøre fandt jeg hurtigt ud af. Grenen havde raget alle kablerne i vores have med sig, inklusiv den boks hvor alle kablerne var samlet, så vores have lignede lidt en jungle med lianer. Grenen var heldigvis landet lige ved siden af garagen, og heldigvis var der ingen biler i indkørslen den dag. Den ragede over et godt stykke over i naboens have og havde ødelagt deres hæk, men det fandt jeg først ud af næste morgen. Finbar og jeg gik ned i haven med lommelygterne for at se nærmere på det hele, da der var nogle der råbte op til os om vi var okay, og at vi skulle passe på kablerne. Pga. mørket havde jeg faktisk ikke set at kablerne var så langt nede. De lå også ovenpå huset og garagen og min værste tanke var at der ville gå ild i huset, men ja som sagt, jeg ved ikke så meget om elektricitet, men jeg kunne da se at der ikke var ild i noget. Så vi gik indenfor igen og jeg fik ringet til Jane. De skyndte sig hjem begge to og elektrikeren kom senere den aften.
Om aftenen var jeg ude med nogle venner for at høre et upcoming band fra Sverige som hedder Graveyard. Puha hvor er jeg bare ikke til heavy metal-rock, headbanging, svedige langhårede fyre der ramler frem og tilbage og kaster deres øl op i luften. Men når man allerede står som sild i en tønde er det svært at bevæge sig nogen steder  hen. Alt det masen rundt resulterede da også i at der var en der kom til skade og måtte med ambulancen. Men bandet spillede videre og folk fortsatte som gale. Jeg prøvede, men nej. Den musik bliver aldrig min. Jeg mødte dog gamle venner fra træningsskolen og havde en hyggelig aften efterfølgende.
Men ja, sikke en fredag den 13! 

Skiing on the east coast

Barbara og jeg  kl. 6 am på South Station

Lørdag d. 7. Jan. ringede vækkeuret kl. 4.30 am.
Barbara havde overnattet hos mig så vi kunne komme afsted i god tid. Vi skulle til Loon Mountain i New Hampshire for at nyde en dag på ski/ snowboard. Barbara snowboarder og er ret dygtig til det, men det er jo også let når man bor i alpe-land! :)
For 85 $ (ca. 500 kr.) fik vi bustur, liftkort, rabat på skileje og mad. Vi havde købt turen tilbage i december gennem et firma der hedder groupon, og troede at alt var i orden. Men mandagen før vi skulle afsted opdagede jeg tilfældigvis at man skulle reservere pladser hos busselskabet for at komme med. Jeg tænkte at pengene var spildt, da vi var så sent ude, men lidt efter at jeg havde sendt en email til dem, fik jeg svar tilbage at vi havde fået de to sidste pladser! Heldigt! Så vi skulle være i Boston kl. 6.30. Da vores lokale bus ikke kørte så tidligt måtte vi tage en taxi til harvard sq. Troede vi... Taxaen var 20 min. forsinket så vi ville komme for sent til toget som skulle tage os til Boston. Så vi måtte have ham til at køre os helt ind til stationen i Boston. Træls at bruge 150 kr. fordi han kom for sent, men hvad. Vi nåede det da. Chaufføren, en meget stolt far, snakkede hele vejen derind om sin 21 årige datter som havde været i SÅ mange lande og kunne SÅ mange sprog og han havde lært hende både selvforsvar og at bruge et våben bedre end ham selv. Vi prøvede at være så høflige som man nu kan være kl. kvart i 6 om morgenen. Gud hvor var det altså irreterende. Han var dog en flink mand og advarede os imod de mange ting man som udlænding skal passe på herovre. Bl.a. de kinesiske busselskaber i Boston som eftersigende tilbyder dig billige rejser hvorefter de kører dig et helt andet sted hen og sælger dig! Godt at vide!
Nå, men vi fandt bussen, kom afsted og var ved bjerget kl. 9 da liften åbnede. Vi havde perfekt vejr, lige omkring frysepunktet og sol. De havde nærmest ikke fået noget sne så det meste var kunstigt, men det var fint at stå på. Der var nok pister åben til en dag, men hvis vi skulle være der en weekend ville det nok blive kedeligt i længden. En ting der er anderledes end Skandinavien er bl.a. deres måde at håndtere hvordan folk kommer med liften. For det første var liftkortet et stykke papir med en stregkode og når man kommer til liften er der ikke nogen bom man skal igennem. Istedet stod der, nogle steder, en person som skulle scanne alles stregkoder. Et andet sted stod to personer og tjekkede alles liftpas hvorefter de på skift pegede på folk der kunne komme med liften. Der var ikke rigtig noget system over det og folk forsøgte bare at komme igennem fra alle sider. Det sjove var at vi snakkede med en amerikaner i liften som fortalte os at de herovre var kendt for deres organiserede liftsystem sammenlignet med andre steder i verden, især Italien hvor forholdende ifølge ham var ringe. Han spurgte hvordan forholdende var hos os, så jeg fortalte ham om forholdende i Skandinavien. Han virkede interesseret, men jeg tror det kom lidt bag på ham.. Vi snakkede ihvertfald ikke mere på den tur :)
Vi havde en god dag og stod hele dagen. Næste dag kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde brugt min ski-muskler siden april ..

Kaos i liften