En af mine fødselsdagsgaver fra Barbara var en photo shoot. Og nu har vi så endelig været inde og få taget billederne i sidste weekend. Det var en sjov oplevelse og en rigtig god gave. Barbara tager hjem til Leibnitz i Østrig i slutningen af August måned efter et år som au pair. Hun vil hjem og læse til jordmoder og savner skolen rigtig meget. Når jeg tager hjem forsøger jeg at få en flybillet til Østrig før jeg kommer til Danmark. Til den tid er Barbara forhåbenlig flyttet til Graz og så skal vi lige tilbringe en uge sammen inden jeg kommer hjem. 

Udover Barbara, tager Anne Søby også hjem til Silkeborg efter 2 år i Boston. Trist, da hun er den eneste dansker jeg har kontakt med. Meeeen, Barbaras efterfølger bliver en dansk au pair ved navn Anne Kirstine. Noget som jeg er meget glad for, da de fleste au pairs herovre er fra Tyskland. Det bliver dejligt at have en dansker boende 5 min. væk, men det bliver garanteret også underligt at besøge familien Fearing med en anden pige boende på Barbaras værelse. Men sådan er det jo med au pairs. De bliver ikke for evigt. Så jeg er både trist over at Barbara og Anne skal hjem, men glæder mig også til at få en dansker mere i gruppen.

Udover skydiving og photo shoot var der også tid til at nyde det gode vejr i weekenden. Lørdag aften efter skydiving havde vi en BBQ hos mig. Planen var at Zach skulle stå ved grillen, John skulle mixe lækre drinks og pigerne skulle slappe af. Desværre løb gas beholderen tør for gas midt i det hele og pga. myg flyttede vi indenfor og stegte kødet på komfuret. Jeg ved ikke hvad det er med drenge og det at grille, men selvom det foregik på komfuret stod flammerne op og alt var fedtet ind i olie. Sååå lækkert at gøre rent. Men kødet smagte godt, det skal de ha :) Jane fortalte mig senere at der var to nye beholdere i garagen, ups. Barbara lavede jello shots som var noget sjovt at spise. Vi festede ikke så langt ud på natten, folk var trætte efter dagens oplevelser. Anne, John, Zach og Charlotte sov hos mig og om søndagen blev det lige så godt vejr, så vi solede og hyggede i haven. Jeg kørte Charlotte til toget mandag morgen hvor turen gik hjem til Philly. Det var dejligt at se hende igen efter 9 måneder, men vi kunne godt have brugt mere tid sammen. Så næste gang skal jeg ned og besøge hende i en weekend.

 

 

 

Skydiving

Om fredagen, dagen før vi skulle skydive hentede jeg Charlotte ved Alewife Station ved 11 tiden. Hun havde siddet i bus det meste af dagen fra Philadelphia og var derfor ret træt. Turen havde ovenikøbet været endnu længere da de havde glemt en person på en rasteplads og skulle tilbage og hente ham. Charlotte, Anne og John sov hos mig da vi skulle tidligt afsted lørdag morgen. Imens vi andre skydivede tog Charlotte en tur til Boston, alene. Jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde tid til at vise hende rundt, men synes det var ret sejt at hun selv kunne finde rundt med bus og subway efter vores lange forklaringer. 

Vi overholdt tidsplanen og kom afsted kvart over 7. Det tog lidt over en time at komme til Pepperell og gps'en ledte mig igennem staten New Hampshire, hvor jeg faktisk ikke må køre med mit danske kørekort. Ups. Men man kan jo ikke lige sådan vende om på motorvejen så vi fortsatte. 

Da vi kom til stedet var der en del ventetid inden vi blev kaldt op så den brugte vi på at kigge på de andre skydivere der kom ned fra himlen. Det var lidt skræmmende at tænke på at det var os lige om lidt. Jeg var allerede begyndt at stille mig selv spørgsmålet: "Hvorfor er det lige jeg gør det her igen?" 

Da vi så blev kaldt op skulle vi først se en gammel video der handlede om hvordan de pakkede faldskærmen og hvad man skal gøre med arme og ben når man springer ud og under landingen. Herefter skulle vi skrive under på 50 forskellige linjer og egentligt handlede det hele om at vi vidste hvilke farer der var forbundet med skydiving og at vi ikke ville sagsøge dem hvis vi døde ;) Der var overhovedet ikke tid til at læse det hele så folk skrev bare under. Herefter mødte vi vores instruktør som er ham du springer med. Han gennemgik landingen med mig, men var lidt en sjov type. Han formåede ikke rigtigt at gøre mig roligere da han jokede med at han ikke rigtig havde bestået sin test endnu og kun havde sprunget tre gange med passagerer. Og når jeg havde nogle spørgsmål synes jeg ikke rigtig at jeg fik de rigtige svar. Men jeg følte mig nu sikker nok ved at springe med ham. 

Vi var ca. 10 personer der skulle springe, i flyet. Med instruktører og kameramænd var det måske 25-30 i alt. Jeg er ikke helt sikker da jeg sad forrest som nr. 2 der skulle springe. Anne var den første og sad derfor lige foran mig. Flyveturen føltes lang, vi skulle op i 10000 fods højde (ca. 3 km.) og døren var åben lige ved siden af Anne og jeg, god udsigt! Så kom øjeblikket hvor der ikke var nogen vej tilbage og jeg fik lige givet Annes hånd et klem inden hun sprang. Det var nok mere for min egen skyld. At se hende forsvinde ud af flyet og ned i luften gik lige i maven på mig. Puha. Men der var ikke rigtig tid til at tænke for nu var det min tur. Vi fik hævet os op til stangen som man skulle holde i og herefter skulle vi sidde halvt på hug med det ene knæ i gulvet helt ud til kanten. Det næste der skete kan jeg nærmest ikke genkalde da det gik så stærkt. Det er lige som om at hjernen slog fra. Jeg tænkte ikke, NU DØR JEG! Vi sprang bare. Det var ikke rigtig virkeligt. Da vi så kom ud i frit fald føltes det bare fedt. Man føler ikke at man falder, men at man bare svæver og bliver holdt oppe at luften. Selvom at jeg havde fået besked på at kigge op og smile til kameraet glemte jeg alt om det og kiggede istedet ned mod jorden på den gode udsigt. Reid, min instruktør, hev mit hoved op og så fik jeg øje på kameramanden lige ved siden af os. Efter 35 sek. fritfald kom faldskærmen ud. Det giver et ordenligt ryk i selerne når man går fra vandret til lodret position så hurtigt. Herefter var der 5-7 min. dalen ned med faldskærm hvor der både var tid til at snakke og jeg fik lov til at styre. Heldigvis føltes det meget hurtigere, jeg havde det nemlig som om at jeg skulle kaste op på denne del af turen. Jorden kom hurtigt nærmere og landingen foregik på røven, uden problemer. Imens vi ventede på videoen lå jeg ned på en liggestol da jeg var så svimmel. Anne kørte hjem da jeg ikke rigtig var i stand til det. 

Forresten så kostede springet 150 $ (900 kr) med vores rabat. Normalt er det 235 $, så vi sparede en del. Kameramanden som sprang ved siden af mig kostede yderligere 135 $, men det har jeg ikke fortrudt for jeg skal nok ikke springe igen. Selvom det var en utrolig fed oplevelse at springe ud, være i frit fald og se udsigten så havde jeg det rigtig skidt da faldskærmen kom ud og i timerne efter. Men bestemt en god oplevelse som jeg ikke har fortrudt! Billederne fra dagen kan du se her: Skydiving billeder

Lang weekend og alene hjemme i det store hus!

I morges tog familien til England for at besøge Janes familie. Det er Memorial Day på mandag, en dag hvor man mindes de faldne amerikanske soldater fra alle krige, og derfor hedder det også Memorial Day Weekend. Mange amerikanere tager væk på mini ferie.  Derfor har jeg nu fri indtil mandag aften og har hele huset for mig selv! Snakkede med Charlotte fra træningsskolen i tirsdags. Hun er fra Kolding og er au pair i Philadelphia. Vi har længe prøvet at finde en weekend hvor vi kunne ses igen, så da hun spurgte om hun måtte komme i den følgende weekend kunne det ikke blive mere perfekt! Hun kommer fredag aften og da jeg skal ud og skydive om lørdagen tager hun med for at tage billeder når vi lander. Vejret kunne heller ikke blive mere perfekt, oprindelig stod den på tordenvejr lørdag hvilket ville være synd da vi skal skydive. Men nu er det sommer vejr. Lørdag aften har jeg en BBQ hjemme ved mig for nogle venner.

Barbara havde givet mig en photoshoot i fødselsdagsgave så på søndag skal vi have taget nogle forhåbentligt fine billeder. Ellers er livet godt, sommeren er for alvor kommet til Boston og åbenbart også til Danmark. Jeg  begynder at blive nervøs for på lørdag, men tror det bliver en fed oplevelse.
Min mor har endelig fået fri til at komme herover i slutningen af August så det glæder jeg mig til. Jane har spurgt om hun ikke kunne tage noget mere Læsø salt med herover :)

Jeg fik desværre ikke råd til at tage med til håndbold mesterskabet i Minneapolis, men de kom på en 6. plads. Jeg er glad for at begynde at spille håndbold igen. Også pga. det sociale. Det er fedt at have en omgangskreds uden for au pair gruppen hvor man har noget tilfælles andet end børn! Indendørs sæsonen er nu stoppet og vi begynder snart at spille på stranden. Jeg glæder mig :-)

Derudover er min forlængelses kontrakt gået igennem og det er nu fast at jeg bliver her i yderlige 6 måneder. Så dvs. at jeg kommer hjem til feb/marts 2013. Jeg føler mig sikker på min beslutning og jeg kan heller ikke ændre mening fra nu af og blive i et helt år mere, så bare rolig. Jeg kommer hjem om 9-10 måneder! Kærlige sommerhilsner hjem til Danmark, jeg håber i nyder vejret!

Boston Team Handball

Jeg har lige været til 2 timers "amerikansk" håndbold træning. Man kunne også kalde det tysk håndboldtræning, da over halvdelen af pigerne er tyskere og træneren, Sonja Hansen, er fra Flensburg.
Nå, men konklusionen er at det var fedt at røre en bold igen efter snart 2 års pause, men det er ikke håndbold under de helt samme luksus forhold som vi er vant til derhjemme. Men da alternativet er ingen håndbold så klager jeg ikke. Forskellen mellem håndbold derhjemme og her, er pengene og den manglende opmærksomhed omkring håndbold. Uden det kommer man ikke så langt hvad der angår hal, turneringer og udstyr.

Gymnastiksalen som vi spillede i, var lidt længere end halvdelen af en håndboldbane. Den havde samme bredde, men man skulle altså ikke løbe langt for at komme til den anden ende. Så langt kom vi dog ikke engang til at løbe, da vi skulle dele banen med mændene. Ja, så lidt over en kvart håndboldbane til hver, haha :-) Det skal dog siges at når de spiller kampe og turneringer er det som regel på en normal håndboldbane. 

Det var ikke til stor overraskelse at begge hold nærmest kun bestod af europæere bl.a. fra Frankrig, Tyskland og Polen. Der var nogle enkelte amerikanere på pigeholdet som faktisk var ret gode. Resten var au pairs eller udvekslings studenter hovedsageligt fra Tyskland. Derfor var niveauet nogenlunde det samme imellem os. 

En anden ting jeg havde tænkt på, var om de nu brugte harpiks. Det gjorde de heldigvis! Men da gulvet var så beskidt i salen blev dit harpiks hurtigt til skidt og boldene blev glatte igen. Så hjælper det jo ikke så meget. Jeg var som sædvanlig den med mest harpiks og sorte fingre, så det var lidt irreterende at køre hjem uden harpiksfjerner. Det må jeg se om jeg ikke kan støve op på en eller anden måde. 

Om en uge skal holdet spille ved det nationale mesterskab i Minneapolis. Jeg blev inviteret til at komme med, men skal desværre selv betale flybilletten som er omkring 500 $. Og føler mig sgu heller ikke lige klar til landsmesterskabet efter én træning. :)

Når nu sæsonen stopper her om to uger begynder de at spille beach handball ved stranden istedet. Det er et mix af piger og drenge og lyder til at være meget sjovt. Efter det begynder sæsonen igen til september og da jeg stadig er her, regner jeg med at spille den sæson. 

Mit indtryk af træneren er at hun er seriøs nok, hun er jo også fra tyskland, og hun ved noget om sporten. Vi lagde da også ud med selvmordsløb efter opvarmningen så det er jo ikke så anderledes fra derhjemme.. :) 

Men det er svært at få nok ud af træningen når man ikke har en hel bane at bevæge sig på. Jeg er dog glad for at jeg endelig tog afsted. Det var tilpas hårdt og som sagt, dejligt at få rørt en bold igen! Pigerne er alle sammen meget søde og amerikanerne synes det er fedt at få en spiller fra Danmark og ikke "endnu en tysker", hehe. Desværre er der kun det her ene hold i Boston, så de få gange de spiller kampe foregår det mod byer som New York hvor man skal rejse en halv dag. Men ja ja. Det er trods alt stadig håndbold og motion så jeg er ikke skræmt væk endnu :-) 

Ingen søde sager!

Bikinisæsonen står for døren og jeg vil gerne smide de 4 kg jeg har taget på herovre! Derfor har jeg indgået en aftale med Barbara om holde os fra alt hvad der hedder søde sager, untagen om lørdagen. Vi snakker slik, kage, chips, is, ALT. Og derudover også prøve at spise sundere måltider.Vi startede i mandags og hvis vi kan holde det i en måned skal vi fejre det på en eller anden måde. Måske en river rafting tur.

Derudover er jeg lige kommet hjem fra en udendørs løbetur med selvsamme Barbara. Det er altså bare hårdere og bedre end på løbebåndet. Turen var 8,5 km men vi løber meget laaaangsomt da vi ikke må stoppe på hele turen. Hellere holde sig igang langsomt end at gå i stå! Efter turen blev vi enige om at vi faktisk godt kunne klare en tur mere rundt om søen, men det var blevet lidt for sent og for mørkt. Må også hellere få repeteret det sidste til min køreprøve som er .... I MORGEN KL 9 AM. Registreringspapirerne er i orden denne gang, bilen har været på værksted og er blevet helt klar. Så skal jeg jo bare bestå. Nu vil jeg prøve ikke at lægge mere pres på mig selv og slutte af. Kryds alt hvad i kan! Godnat derhjemme :-)

Hej tomat! Dejligt med en løbetur  

Puerto Rico

Som overskriften siger har jeg været en tur i Puerto Rico med Barbara. Jeg tog afsted onsdag aften og kom hjem i går mandag. Barbara havde været der i tre dage inden jeg kom, da hun allerede var i Miami og det var billigere at flyve derfra til PR. Vi fløj dog med den samme flyver hjem. Vi var så heldige at en ven af hendes familie er fra PR og ejer nogle lejligheder i hovedstaden San Juan som vi kunne bo i gratis fra tirsdag til fredag. Det var dog lidt af en besværlig proces at komme i kontakt med udlejeren, men Barbara fik da fat i nøglen. Lejligheden var pænt stor og lå på 18. etage lige ned til poolen og stranden. Vi kom dog til at betale for rengøring, 50 dollars pr. dag. Men lejligheden var fed. Temperaturen var hele tiden omkring de 30 grader. Også om aftenen faldt den ikke under 27. Det var skønt at kunne gå rundt i sommertøj om aftenen. Jeg havde forberedt mig på at blive rød som en krebs og havde derfor masser af solcreme med, men fik kun en lille forbrænding på baglårene den første dag. Vi faldt vidst i søvn på stranden.
Puerto Rico er et selvstyrende amerikansk territorium, men ikke en af de forenede stater. Det ligger i Caribien og der bliver talt spansk. Vi havde troet vi ville få problemer med det spanske, men de fleste kunne nu godt forstå engelsk- vi boede også i bydelen Condado som er et af turistområderne så det var nok derfor. I PR må du købe alkohol når du er 18, så det benyttede vi os vældigt af og fik cocktails hver aften.

Jeg ankom ved to tiden natten til torsdag hvor Barbara hentede mig i taxi. Torsdag var vi tidligt oppe fordi der skulle komme en håndværker og ordne varmtvandsbeholderen. Så imens gik vi ned til poolen og stranden hvor vi egentlig tilbragte det meste af dagen. Vi meldte os på en guidet tur til El Yunque regnskoven  som skulle vare det meste af fredagen. Det kostede 75 $ pr. person.  Fredag morgen skulle vi være ved opsamlingsstedet som var et hotel, kl. 8.30. Vi havde bare fået tid og sted at vide, men vidste ikke rigtig om vi blev hentet i en stor bus eller hvordan. Kl. 8.45 kom der en mand og sagde godmorgen, regnskov, katrine?? Det viste sig at vi skulle med en personbil istedet. Manden, Frank, skulle være vores guide for dagen. Udover os selv skulle vi samle 3 andre ægtepar op så vi var kun 8 i alt på turen. Det gjorde hele dagen meget mere personlig og hyggelig, men vi havde til gængæld ikke så meget til fælles med de middelaldrene ægtepar så vi snakkede mere med hinanden. Første stop var et besøgscenter i regnskoven. Lydene og duften mindede om at være i Randers regnskov synes jeg. Vi fik en masse af vide om de forskellige plantearter og dyrliv. De har en speciel lille frø kaldet Coqui som kun kommer frem om aftenen og natten. Den laver en speciel lyd: ko-ke som lyder præcis som en fugl. Frøerne lever af myg hvilket i sin tid var grunden til at de udsatte dem i regnskoven. Der var overhovedet ingen myg på vores tur så man må sige at det hjælper. Hvad lokalbefolkningen ikke havde tænkt over, var lyden fra de tusinde frøer som de nu er ret trætte af. Hanfrøen begynder at synge fra når solen går ned og synger hele natten indtil solopgang. Men hellere det end myg siger jeg. Frøen er blevet et nationalt symbol for Puerto Rico og man kan købe små figurer af den overalt på øen.
Herefter kørte vi videre til et vandfald ved navn Cascada La Coca som mindede mig lidt om Norge. Vi havde, eller jeg havde i ihvertfald forventet et lidt større vandfald sådan som de havde opreklameret det. Det mindede lidt mere om en lille foss. Men det var da flot. Efter at have taget billeder tog vi videre til et observationstårn hvor man kunne se ud over hele regnskoven og ane stranden som vi skulle slutte af med. Herefter gik vi en lille tur ind i junglen. Selvom det kun var 5 min gang opad kom en kineser kvinde i gruppen på en lettere konditions prøve! Jeg tror da hun synes det var det værd, for synet for enden af stien var fantastisk. Mit ynglingsted på hele turen. En lille naturlig svimmingpool med et mini vandfald midt i junglen. Da vi så at andre badede der, skulle Barbara og jeg selvfølgelig også have en dukkert i varmen. Vi endte med at blive god underholdning for resten af gruppen. Stenene var glatte og svære at se igennem vandet og nogle steder var der bare huller som var dybere end min højde. På det ene billede var jeg lidt ude og svømme da jeg opdagede sådan et hul. Men vi havde det så sjovt!
Nu drivvåde, tog vi bilen ned mod stranden, men på vejen stoppede vi ved The Rum House. Hvis der er en ting som PR er kendt for så er det deres rom. Bacardi kommer bl.a. fra øen. De har også et meget afslappet forhold til alkohol og drikker på de fleste tidspunkter af dagen.
Efter at have nydt et par drinks var sidste stop på ruten Luquillo Beach hvor vi skulle være i 2 timer. Stranden ligger på østkysten og skulle eftersigende være en af verdens smukkeste strande, med hvidt sand, krystal blåt vand og kokospalmer. Lidt noget andet end vesterhavet må jeg sige. Selvom vi gik ud til skuldrene kunne vi stadig se vores tæer. Virkelig rent vand.
Da vi nu ikke længere kunne bo i lejligheden havde vi dagen forinden fundet et sted at bo i Old San Juan. Old SJ er en del af San Juan, men ligger isoleret for sig selv på en lille øl. Det er den ældste del af Puerto Rico, gaderne er meget smalle og minder om Spanien. Der kan ikke køre større biler og busser i gaderne da alt er smalt og ensrettet. Det er meget hyggeligere end San Juan som er skyskrabere og ingen farver. I Old SJ er hvert eneste hus forskelligt fra de andre.
Vi havde på en hjemmeside fundet en privat lejlighed som lå central i byen. Hjemmesiden fungerer sådan at man lejer sin bolig ud mens man ikke er hjemme. Pete, hvis lejlighed vi lejede, var i Barcelona og vi kunne derfor bo hos ham for 75 $ pr. nat. Man kan gøre det en del billigere på et hostel, men der var ikke noget ledigt og det er også lidt sjovere og mere personligt at bo i en andens hjem. Det fungerede sådan at efter vi havde læst hvad andre havde skrevet om deres ophold, skrev vi en mail til ham og senere samme dag skrev han tilbage at det godt kunne lade sig gøre. Vi skulle bare lige opdatere vores profil på hjemmesiden så han vidste hvem han lejede ud til. Ved ikke om jeg bare lige ville leje min lejlighed ud til fremmede jeg aldrig havde mødt, men det var åbenbart meget normalt. Vi mødtes med Eva som passede lejligheden og fik vores nøgle. Virkelig nemt og dejligt ikke at skulle tænke mere over om vi havde et sted at bo alle dagene.
Old SJ var en dejlig by med masser af historie. Vi besøgte bl.a. klippefortet El Morro som er fra den spanske kolonitid. Vi var der den sidste aften hvor det var oplyst. Virkelig flot.
Der var desværre ikke AC i lejligheden så det var ret varmt især om natten. Vi fik tiden til at gå med at læse,  tage til stranden, gå rundt i byen og bare slappe af. Begge aftenener var vi ude og spise og så på en bar/club kaldet Senior Frog. Her kunne man få alle drinks i en yard som var et kæmpe glas, nok til en hel aften. Vi fik dog ikke danset så meget da de for det meste kun spiller salsa musik. De lokale var rigtig gode til det og ville  meget gerne lære fra sig!
Vi tog flyveren hjem kl. 7 mandag morgen og var i Boston kl. 11. Kom lige hjem i tide til at hente vores børn! Et kort, men fedt besøg til PR. Nu klager vi over de 14 grader i Boston og venter på at det skal blive sommer. Fordi der har været regn mens vi har været væk er alt dog sprunget ud og blevet grønt og forårsagtigt :)

Udsigten fra 18. etage 

Køkken og spisestue

Der blev givet gas med solcremen

Poolen

Udestue/altan

Frokost :) 

Soveværelse

Stranden uden for vores lejlighed 

I bilen på vej til El Yunque, regnskoven

Vores gruppe på 8 personer og guiden Frank forrest

Cascada La Coca (La Coca Falls) 

Udsigt fra observationstårnet. Luquillo Beach kan anes ved kysten

På vej ned igen

Koldt, men forfriskende!

Nogle steder var dybere end andre 

To seje tøser

Afslapning ved The Rum House 

Luquillo Beach

Klar til at gå ud i Old SJ

Gaden set fra lejligheden

Vores soveværelse, ingen AC, men fan og naturlig brise = varmt

På tur i Old SJ